Fangeflugten fra Slagelse: To mænd anholdt i Spanien


To mænd er blevet anholdt i Barcelona af Policía Nacional, formentlig med hjælp af mandskab fra Guardia Civil, i sagen om fangeflugten fra psykiatrihospitalet i Slagelse.

I forlængelse af de anholdelser og varetægtsfængslinger, der er foretaget indtil videre i sagen om fangeflugten fra psykiatrihospitalet i Slagelse den 19. november, meddeltes det i aftes, at to mænd på 20 og 24 år, er anholdt i Barcelona.

Begge mænd blev i forlængelse af fangeflugten varetægtsfængslet in absentia og derefter internationalt efterlyst, hvilket har ført til anholdelserne i aftes. Begge mænd vurderes at have været fysisk tilstede ved befrielsesaktionen ved psykiatrihospitalet.

Politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland Falsters politi oplyser, at meddelelsen om anholdelserne i Spanien modtages med stor tilfredshed, og oplyser samtidig at politiet stille og roligt får anbragt aktørerne i befrielsesaktionen bag tremmer.

– Det er endnu for tidligt at sige hvordan de to anholdte vil stille sig til udleveringen, og vi ved derfor ikke hvor lang tid der går, før de kan stilles for en dommer i Danmark. Men anholdelserne er igen et signal om at gerningsmændene ikke kan gemme sig i udlandet, da det internationale politisamarbejde har lange fangearme, siger Kim Kliver.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har på nuværende ikke yderligere kommentarer.

Flugtfange stadig på fri fod
Hemin Dilshad Saleh var varetægtsfængslet for grov vold på psykiatrisk afdeling i Slagelse, her fik han d. 19. november besøg af nogle personer der medbragte to pistoler, gemt i en kageæske. Ved hjælp af pistolerne truede personerne personalet og affyrede blandt andet mindst et skud ned i gulvet, og  den 24-årig bandeleder af grupperingen NNV kunne flygte.

Hemin Dilshad Saleh er fortsat efterlyst og på fri fod.

Han beskrives som 183 centimer høj, almindelig til kraftig af bygning, har sort, kort hår, brun hud og formentlig fuldskæg.