Gerningsstedet på Tagensvej den 7. februar 2015.
En skudsikker vest blev efter alt at dømme forskellen på liv og død for en 23-årig mand, da han om aftenen 7. februar blev ramt af fire skud på Tagensvej i København.
Sammen med fire kammerater opholdt han sig i eller ved en Mercedes, da to brødre ifølge politiet trillede op på siden af dem og affyrede en pistol mindst otte gange.
To af skuddene ramte den 23-årige i maven, men den skudsikre vest forhindrede kuglerne i at nå deres mål. Også en af kammeraterne blev ramt, men begge slap fra angrebet med livet i behold.
Like localeyes.dk på FacebookStatsadvokaten i København har nu rejst tiltale mod de to brødre på 23 og 29 år, der ifølge politiet har marokkanske rødder og en vis tilknytning til banden Brothas.
Af anklageskriftet fremgår det, at brødrene beskyldes for at ville dræbe alle de fem mænd, da lillebroren fra passagersædet i en grå Skoda Superb affyrede sit våben.
Tidligere har politiet betegnet drabsforsøgene som noget “internt fnidder”. Men i anklageskriftet peger anklagemyndigheden på en verserende konflikt mellem persongrupperne “Brothas Souljaz” og “B27” som forklaring.
I forbindelse med angrebet kom det frem, at det 23-årige offer allerede fire gange tidligere havde været udsat for drabsforsøg på åben gade i København.
Nogle dage efter episoden på Tagensvej offentliggjorde politiet både billeder og navne på de to brødre. Det fik den yngste til at melde sig selv, men først fire måneder senere lykkedes det at anholde storebroren.
Hans anstrengelser for at holde sig skjult var ellers til at overse – han blev stoppet på Frederiksberg kørende i den efterlyste Skoda Superb.
– Når man arbejder intenst med en sag, har man ret til at være heldig en gang imellem, sagde politikommissær Steffen Th. Steffensen i den forbindelse til Ritzau.
I bilen fandt politiet desuden nøglen til en lejlighed på Frederiksberg, hvor betjente ved en ransagning fandt en skarpladt pistol af samme type som den, der blev brugt ved angrebet på Tagensvej.
Retssagen mod de to brødre indledes 5. januar ved Københavns Byret.
/ritzau/