Færgeselskab står til kontrolregning på 20 millioner


Arkivfoto


Fra og med 4. januar skal HH Ferries, der sejler på ruten mellem Helsingør og Helsingborg, kontrollere alle passagerer i henhold til en ny svensk lov.

Det medfører ekstra besvær og tidsforbrug ved ombordstigningen, men også ekstra omkostninger, fordi man har set sig nødsaget til at hyre et vagtselskab til at stå for opgaven.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Loven løber i første omgang frem til 20. juni, og vi regner med, at det kommer til at koste 20 millioner kroner i alt for de knap seks måneder. Og det er alene udgiften til vagterne, et eventuelt omsætningstab kommer oveni, siger Henrik Rørbæk, der er administrerende direktør for HH Ferries.

Selskabet konkurrerer med Øresundsbroen om de samme passagerer, og derfor undrer han sig over, at kontrollen ved broen er skruet helt anderledes sammen.

– Vi skal lave kontrol i Danmark før udrejse for vores regning og risiko, men på Øresundsbroen foregår kontrollen kun på den svenske side og foretages af de svenske myndigheder. Det er i den grad konkurrenceforvridende, og derfor har vi også indgivet en klage til EU-Kommissionen.

– Det her handler ikke om, at vi er imod kontrol. Vi vil bare konkurrere på lige vilkår.

– Derfor forventer vi også, at de svenske myndigheder står for kontrollen på svensk side ved færgelejet i Helsingborg, nøjagtigt som det sker på den svenske side af broen.

Normalt tager det mellem 10 og 20 sekunder for en bil at løse billet til færgen, men hvis eksempelvis fire passagerer skal vise id, kan det ifølge Henrik Rørbæk tage et par minutter.

Derfor frygter han forsinkelser på færgeoverfarten. Forsinkelserne kan koste omsætning, fordi det ikke bliver muligt at fylde færgerne indenfor den tid, der er til rådighed, eller fordi man må reducere antallet af afgange.

Indtil videre afventer HH Ferries dog situationen, men Henrik Rørbæk pointerer, at regningen for den særlige kontrol i sidste ende skal placeres et sted.

/ritzau/