Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet
I denne uge bliver der kørt Tour of Scandinavia, og lørdag og søndag kommer cykelløbet til Danmark, hvor særligt søndagens etape forventes at påvirke trafikken.
Efter starten i Middelfart skal rytterne ud på en 145 kilometer lang etape, hvor ruten går over Gl. Lillebæltsbro og videre til Kolding med Haderslev som målby. I Haderslev skal rytterne ud på en 11 kilometer lang rundstrækning, der skal køres tre gange, inden de krydser målstregen.
Ruten bliver løbende spærret. Det sker typisk 10-15 minutter, før rytterne kommer forbi. Vær opmærksom på, at ruten i alt er spærret i omkring 30-45 minutter. I start- og målbyerne vil vejene dog være spærret i en længere periode.
På løbsdagen er al standsning og parkering på kørebanen til fare eller ulempe, da feltet skal kunne komme sikkert frem. Det er tilladt at parkere langs vejene i yderrabatten ved siden af vejen, men ikke på kørebane, cykelsti eller fortov. Det er op til politiet at afgøre, om en parkeret bil er til fare eller ulempe for cykelløbet og derfor skal flyttes. Følg altid den aktuelle skiltning om standsning og parkering.
Vejdirektoratet opfordrer både tilskuere til Tour of Scandinavia og øvrige trafikanter til at sætte ekstra tid af til rejsen og følge vores trafikråd på dagen.
Gode råd til trafikanter
For tilskuere:
- Planlæg hvor du vil se løbet på arrangørens hjemmeside.
- Find ud af hvordan du kommer derhen, og hvor du kan parkere.
- Kører du i bil, så kør i god tid, da trafikken kan være påvirket.
- Brug gerne cyklen eller den kollektive trafik, hvis det er muligt.
- Søg aktuel trafikinformation på Trafikinfo.dk, før du kører.
- Hold dig orienteret og hør P4 Trafik, mens du kører.
For øvrige trafikanter:
- Forvent ekstra rejsetid, da trafikken vil være påvirket.
- Søg aktuel trafikinformation på Trafikinfo.dk, før du kører.
- Hold dig orienteret og hør P4 Trafik, mens du kører.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
Kontakt:
Afdelingsleder Bent Nielsen tlf.: 72 44 27 34 email: beni@vd.dk
Kommunikationschef Ulrich Gorm Albrechtsen email: ulrich.gorm@cyklingdanmark.dk
Vejdirektoratets Trafikcenters pressetelefon tlf.: 20 61 26 64
Vejdirektoratets pressetelefon tlf.: 51 83 33 93
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **