PRM / Langbordsmiddag til 3.000 københavnere

    Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

    Der bliver inviteret til langbordsmiddag i en hemmelig have på Østerbro, på Nyboders brosten, på en ny gangbro over Vestvolden i Brønshøj og 11 andre steder, når Den Store Københavnerpicnic 2023 finder sted søndag den 11. juni.

    Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) spiser selv med og håber, at rigtig mange københavnere vil indtage byen og bordene på søndag:

    “At dele et måltid bringer mennesker tættere sammen. Og det er lige præcis det, vi håber på for Den Store Københavnerpicnic, hvor vi dækker op til mad, fællesskab og arkitektur på samme tallerken. Kom som du er, og slå dig ned ved langbordet. Forhåbentlig går du herfra med nye bekendtskaber og viden om din by.”

    I mange bydele er der byvandring, koncerter og underholdning med fokus på bydelens arkitektur før og efter middagen. Flere bydele åbner op for steder, der normalt ikke er tilgængelige for offentligheden. I Jernbanebyen kan man fx se DSB-værkstederne og syv eksperimenterende bæredygtige boliger i fuld størrelse.

    Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) udtaler:

    “Bydelspicnicen er rigtig god mulighed for at sætte sig og spise sammen og diskutere, hvad vi ønsker for vores fælles by. Det gælder ikke mindst i Jernbanebyen, hvor vi jo står over for at skulle udvikle en helt ny bydel. Jeg glæder mig og håber, at mange har lyst til at komme ud og være med.”

    Det er lokale spisesteder og producenter, der står for maden. Menuerne spænder fra 3-retters med østers, fisk og hvid chokolade i Magstræde i Indre by til veganske retter i Vanløse.

    Det er Københavns Kommune i samarbejde med lokale kræfter fra lokaludvalg, kulturhusene, foreninger og lokale spisesteder, der står bag Den Store Københavnerpicnic 2023.

    Program

    Københavnerpicnic ved Absalon på Sønder Boulevard:

    Kl. 13.00-15.00:

    Sophie Hæstorp Andersen deltager med øvrige gæster til spisning ved langborde på Vesterbro, hvor overborgmesteren også selv bor. Hun vil være vært for fællessang i løbet af picnicen, hvor der synges sange om København.

    Bydelspicnic Østerbro, afholdes ved Svanemøllen:

    Kl. 15.00-15.30:

    Line Barfod deltager i picnicen, der indledes med en indvielse af det nye skybruds- og byrumsprojekt på Carl Nielsen Allé. Skybrudsprojektet integrerer et grønt hverdagsrum med varieret bynatur i samspil med vandhåndtering og viser en arkitektonisk løsning, hvor livskvalitet og klimasikring kordineres.
    Herefter er der mad og musik.

    Københavnerpicnic ved Jernbanebyen

    Kl. 16.00-17.00:

    Line Barfod vil sammen med Vesterbros Lokaludvalg byde velkommen til picnic kl. 16.00. Line Barfod har stillet en opgave til en gruppe udskolingselever om byudviklingen af Godsbaneterrænet. Forløbet afsluttes den 11. juni, og der vil være taler, overrækkelse af anbefalinger samt fernisering af en park og et byrum bygget i Minecraft. Den politiske høringsproces i Jernbanebyen er knyttet til Arkitekturhovedstad 2023, og der er derfor særligt fokus på borgerinddragelsesaktiviteter i denne bydel.

    Bydelspicnic Nørrebro, afholdes i Sigurdsgade
    Kl. 17.45-19.00:
    Line Barfod besøger de midlertidige byrum og kunstprojekter i Sigurdsgade: Byrum bygget af børn, et biodiversitetsbyrum i samarbejde med Københavns Professionshøjskole og naturkunstprojektet “Snake it Easy”. Stedet er valgt, fordi borgmesteren har bopæl i området og pga. picnicens mangfoldighed.

    Kontakt

    Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen via pressekonsulent Karoline Lenius på tlf. 24 85 71 05.

    Teknik- og miljøborgmester Line Barfod via pressetelefonen på tlf. 23 27 80 90.

    Fakta

    • Hvert lokalområde afholder en helt særlig langbordsmiddag på et sted, der har en særlig betydning for bydelen. Fra en aflukket rundkørsel og en overset plads til den lokale skolegård og en ny bro.
    • Man køber madbillet online på forhånd til Den Store Københavnerpicnic, og de koster fra 50-225 kr for mad og oplevelser.
    • Den Store Københavnerpicnic 2023 er en af aktiviteterne under Arkitekturhovedstad 2023. Man kan læse mere om de 14 picnicer og købe billet til langbordsmiddagen på
      www.arkitekturhovedstad.kk.dk/koebenhavnerpicnic
    • Aktiviteterne foregår i forskellige tidsrum i løbet af hele søndagen.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/langbordsmiddag-til-3000-kobenhavnere?releaseId=13694176

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **