Pressemeddelelse fra Niras A/S
Den danske rådgivervirksomhed NIRAS skal deltage i et internationalt projekt, der skal udvikle metoder til, at byplanlægning og byggeri kan støtte kollektiv transport og skabe bedre byrum. Projektet har flere nyskabende tiltag, herunder at forskere i CO2– og partikelforurening fra Nanjing Universitet indgår i et samarbejde med kolleger fra Sverige og Beijing for at måle, hvordan byplanlægning og arkitektur påvirker trafikanters adfærd.
“Ved at kombinere forskernes viden om både mængden af udledt forurening og partiklernes bevægelser, kan vi skabe forskningsbaseret viden for bæredygtig byplanlægning. Forskningsprojektet indeholder den sociale faktor, som er yderst vigtig. Det handler om trafikanternes trivsel og villighed til at rejse kollektivt, foretage skift og opholde sig i byrummet. Vi ser projektet som vejen til at skabe bæredygtige mobilitetsknudepunkter og byer, både i stor og lille skala,” siger Sofie Kirt Strandbygaard, der er seniorkonsulent i bæredygtig mobilitet i NIRAS.
Sammen med sine kolleger i NIRAS skal hun deltage i det internationale forsknings- og innovationsprojekt TOD2, sammen med førende forskere fra Nanjing University og Tongji University fra Shanghai, samt fra Stockholm University og KTH Royal Institute of Technology i Sverige. Desuden deltager den danske startup UrbanDigital i projektet.
“Den urbane udvikling i Kina er gået vanvittigt hurtigt de seneste årtier. Derfor er Kina også verdens førende land, når det gælder byrumsanalyser og innovative mobilitetsløsninger. Deres byer er kæmpe laboratorier for banebrydende løsninger. Så selvom vi i NIRAS også er skarpe på bæredygtig mobilitet, så bliver det et privilegie at arbejde sammen med nogle af verdens bedste forskere inden for feltet,” siger Sofie Kirt Strandbygaard.
TOD står for ‘transitorienteret byudvikling’, og denne term har været benyttet siden 1990’erne. TOD2-projektet resulterer i en opdateret version af disse principper for byudvikling centreret omkring mobilitetsknudepunkter. TOD2 fokuserer således på byrum, transport og mobilitet, og udledningerne herfra. Transportsektoren står for en tredjedel af verdens samlede klimabelastning, og det er helt centralt at inddrage transporten i løsningen af klimakrisen, også den transport, som foregår i vores byer.
State-of-the-art forskning i klimaneutrale mobilitetsknudepunkter
I storbyer verden over bruger mange mennesker et forældet trafiksystem og en forældet byplanlægning fra midten af det 20. århundrede, som er baseret på privatbilisme. Derfor vil TOD2-projektet især fokusere på, hvordan man via ændringer i byudviklingen og den eksisterende byplanlægning, kan gøre det let, trygt og fleksibelt at træffe det rigtige transportvalg.
“På baggrund af forskergruppernes resultater, håber vi på at kunne igangsætte strategiske ændringer af byrum, så de bliver mere bæredygtige på alle parametre, over tid. Der er et internationalt behov for at reducere brug af biler, specielt i de store byer. De kollektive mobilitetsknudepunkter skal medvirke til denne udvikling, og knudepunkterne skal gøres til omdrejningspunkter for bæredygtige byer” forklarer Gunvor Riber Uggerhøj, der er seniorkonsulent i bæredygtig mobilitet i NIRAS.
Universiteterne vil udføre state-of-the-art forskning i, hvordan urbane mobilitetsknudepunkter kan blive klimaneutrale. NIRAS skal sammen med UrbanDigital lave strategier for, hvordan forskningsresultaterne kan blive omsat i praksis, så man kan forny planlægningen af både byer og transport verden over.
“Verdens byer har ændret sig med rivende hast de sidste årtier. Med dette projekt vil vi finde de løsninger, der kan sikre, at fremtidens byer får helhedsorienterede, bæredygtige mobilitetsløsninger, der både imødekommer borgernes mobilitetsbehov, men også det akutte behov, der er for at reducere klimabelastningen fra vores byer” siger Gunvor Riber Uggerhøj.
Fakta om TOD2-projektet
TOD2-projektet udføres med støtte fra JPI Urban Europe, og NIRAS’ andel finansieres af Innovationsfonden og NIRAS Alectia Fonden.
Projektet udføres i et samarbejde mellem NIRAS, UrbanDigital, KTH Royal Institute of Technology Stockholm, Stockholm University, Nanjing University og Tongji University. KTH Stockholm og Nanjing University leder projektet. Projektet har et samlet budget på 1,3 mio euro, og løber fra 1. maj 2023 og tre år frem.
Kontakt:
Seniorkonsulent i bæredygtig mobilitet Sofie Kirt Strandbygaard email: SKST@NIRAS.DK
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **