PRM / Boligsalget fortsætter frem med små skridt

    Pressemeddelelse fra home a/s

    Boligmarkedet fortsætter sin – beherskede – bedring. Det viser nye tal fra Realkredit Danmark, der har renset salgstallene for sæsonudsving, så man kan sammenligne på tværs af månederne.

    Opgørelsen, som ejendomsmæglerkæden Home har set nærmere på, viser, at den sæsonkorrigerede handel med parcelhuse, ejerlejligheder og sommerhuse steg fra 5.140 stk. i marts til 5.295 i april – en fremgang på 3 %.

    I sig selv er det tæt på en sidelæns bevægelse fra marts til april, men det var femte måned i træk med stigende aktivitet på boligmarkedet. Set siden aktiviteten bundede ud i november, er den sæsonkorrigerede handelsaktivitet steget med næsten 30 %.

    Lejligheder mest frem
    Mest fremgang er der på markedet for ejerlejligheder, hvor aktiviteten renset for sæsoneffekter er steget med næsten 50 % siden november. Fremgangen var noget mere behersket på sommerhusmarkedet, hvor aktiviteten ‘kun’ er steget med 17 % i samme periode.

    “Sommerhusmarkedet er normalt både mere lyst- og sæsonbetonet end handlen med helårsboliger, men især under Corona var sæsonudsvingene mere eller mindre udviskede, og interessen for sommerhuse fortsætter med at overraske,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.

    Trods den pæne fremgang i antallet af handler skal de tages med et gran salt, lyder det fra Realkredit Danmark.

    “Boligsalget er stadig markant lavere, end den har været i de forgangne år. Vi skal tilbage til januar 2015 for at finde et lavere samlet boligsalg, og ser vi i forhold til 2019 og før pandemien, så er vi 20 % under dette niveau,” siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

    Fremgangen understreges dog af, at det ikke kun er handlen med boliger, der er i bedring, påpeger han – også boligpriserne har haft pil op adpå det seneste.

    Kontakt:

    Talsperson – presseservice & analyse Henrik Hauthorn Jensen tlf.: 2043 3514 email: hehj@home.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/boligsalget-fortsaetter-frem-med-sma-skridt?releaseId=13682075

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **