Pressemeddelelse fra GF Forsikring
“Forsikring? Kan du finde ud af det?” Sådan lød den overraskede reaktion fra Vagn Lauridsens far, da han fik beskeden om, at hans 26-årige søn var blevet valgt ind i den lokale forsikringsbestyrelse i GF MidtVest.
Det var da også lidt af en overraskelse for den 26-årig lastbilchauffør selv:
– Jeg var egentlig bare mødt op til generalforsamlingen, fordi jeg regnede med, at der nok både var smørrebrød og en bajer, fortæller Vagn Lauridsen, der runder 75 år i april i år.
Men i stedet for en fyldt mave vendte han dengang hjem til fødegården i Bjødstrup ved Hammerum med en ny titel som kasserer noteret i mødereferatet.
– Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Men de manglede jo folk i bestyrelsen, og jeg tænkte, at det kunne jeg sikkert nok finde ud af. Og det kunne jeg jo også efterhånden, konstaterer Vagn Lauridsen tørt.
Sideløbende med sit job som lastvognschauffør hos det hedengangne Lind Trælast passede han bestyrelsesarbejdet, og allerede i 1975 blev han valgt som formand. I takt med at GF Forsikring voksede og fik flere og flere medlemmer, voksede opgaverne også – og i 1987 blev han fuldtidsansat i GF MidtVest. Et højdepunkt for ham var 1988, hvor han åbnede GF-kontoret i Hammerum, der stadig er omdrejningspunktet for GF Forsikrings aktiviteter i området fra Bording i øst til Hvide Sande i vest.
– For mig har det fra starten været vigtigt, at vi ikke bare tilbød medlemmerne billige forsikringer. For den dag skaden sker, så forventer man et luksusprodukt. GF Forsikring skal levere det bedst mulige til den lavest mulige pris, ikke bare være billigst, lyder det fra Vagn Lauridsen.
Og den sag ville han også arbejde for på landsplan i GF Forsikring a/s, der er ejet af de lokale forsikringsklubber – bl.a. GF MidtVest i Hammerum. I 1990 blev han valgt ind i forsikringsselskabets bestyrelse, og gennem årene har han siddet i både it-udvalget og forretningsudvalget.
En skatteminister kom forbi
I løbet af 49 år ser man lidt af hvert – og en af de sjove episoder, som Vagn Lauridsen fremhæver, er den dag, hvor han tilfældigt stødte på daværende skatteminister Kristian Jensen.
– En fredag, hvor jeg havde lukket på kontoret, var jeg inde hos den lokale købmand for at købe ind til weekenden. Pludselig ser jeg, at Kristian Jensen står udenfor med en valgplakat. Han hilser, og jeg spørger ham: “Hvad så? Vil du snakke mig fra at stemme på dig?” Han svarer selvfølgelig.
Vagn Lauridsen fortæller videre, at han, mens han handlede i butikken, fik en idé til et PR-stunt i TV MidtVest, da han så Kristian Jensen, så Vagn handlede hurtigt: “Jeg har egentlig en invitation til dig. Jeg går ud fra, at du har pressetække, for så vil jeg invitere den en tur på køreteknisk anlæg”, spurgte Vagn skatteministeren.
Han lovede at tænke over det og vende tilbage.
Lørdag formiddag ringede telefonen hos Vagn Lauridsen, der var i gang med at forberede GF Sikkerhedsdag på køreteknisk anlæg i Hammerum. En tilbagevendende begivenhed, hvor medlemmer træner deres køreevner, inden vinterens glatføre sætter ind: “Det er skatteminister Kristian Jensen. Jeg har fundet en, der har pressetække. Jeg vil dyste med Michael Thomsen fra SF. Rød mod blå på køreteknisk, hvem kører bedst?”
Og sådan gik det til, at Vagn med hjælp fra skatteministeren fik GF’s trafiksikkerhed på den regionale tv-skærm, hvilket vakte stor beundring hos GF’s presseafdeling i Odense.
Et andet eksempel på en “ægte Vagn” var, da han – stik imod anbefalingerne fra marketingafdelingen – valgte at sende et julebrev til medlemmerne med hele 16 budskaber. Det ville ikke blive læst, mente fagfolkene i Odense. Men Vagn insisterede. Og julebrevet blev en succes: Telefonopkaldene fra medlemmerne kimede i takt med juleklokkerne, for der var forespørgsler på alt fra rejseforsikringer til ekstra dækning på bilforsikringen og rødt kort til bilturen sydpå.
Fortsat med i GF Fondens bestyrelse
De seneste år har han været menigt medlem af GF MidtVests bestyrelse, hvor Thøger Christiansen i dag er formand. Men snart er det slut med arbejdet i den lokale bestyrelse. Han fortsætter dog en tid endnu i GF Fondens bestyrelse – en fond, han var med til at stifte for at sikre ejerskabet af GF Forsikring i fremtiden,
– Som jeg ser det, er det vigtigste formål med GF Fonden, at den skal beskytte GF Forsikring og sikre ejerstrukturen. Fonden skal kort sagt sikre medlemsindflydelse – også i fremtiden – den spiller derfor en utrolig vigtig rolle, og det vil jeg gerne arbejde for så længe, som det overhovedet er muligt, siger han.
For selv om Vagn nærmer sig de 75, kan han ikke slippe arbejdet med GF. Han fortsætter også gerne en tid endnu som formand for Forsikringsforeningen for Herning og omegn.
– Alder har ingen grænse, mener jeg i dag. Synet på alder ændrer sig undervejs i livet, og jeg synes da ikke, jeg er gammel, siger han med et stort smil.
Tid til at lufte campingvognen
Efter en årrække uden for lokalområdet bor Vagn i dag i Gjellerup ved Herning, og han har siden 2006 dannet par med Ingelise. Og han glæder sig til trods alt at få lidt mere tid til at komme ud og se sig om i det danske sommerland.
– Vi skal bruge tiden til at lufte campingvognen lidt oftere – men helst ikke for langt sydpå. Vi har været helt i Kroatien, men når der begynder at stå vejskilte til Athen, så er vi alt kommet for langt. Så vi holder efterhånden mere og mere ferien herhjemme i Danmark, men det er nu også dejligt, siger han.
En fantastisk udvikling
Ifølge Vagn Lauridsen går GF en spændende fremtid i møde, hvor det er nødvendigt at få endnu flere medlemmer for at kunne følge med de stigende krav til it-løsninger, lovgivning og meget mere.
– Jeg tror på, at hvis vi vil være med, så skal vi også være med. Vi skal kunne levere varen lige så godt – eller bedre – end de andre på markedet. Men vi ikke bare have vækst, vi skal have lønsom vækst. Vi skal samle på gode medlemmer, de andre må godt være forsikret i andre selskaber, fastslår han.
Her slutter altså foreløbigt 49 år med forsikring – 49 gode argumenter, der gjorde Vagns fars tvivl til skamme: Han kunne vist godt finde ud af det der med forsikring.
– Det har været en fantastisk udvikling at være med til, og jeg skylder en stor tak til de meget loyale medlemmer, GF MidtVest har, og det personale, der har været med undervejs, slutter Vagn Lauridsen.
Kontakt:
GF Forsikrings pressetelefon tlf.: +45 70 22 00 75 email: presse@gfforsikring.dk
Kommunikation & Presse Rasmus Gade tlf.: +45 25 57 20 20 email: presse@gfforsikring.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **