PRM / OK-forlig med perspektiv

    Pressemeddelelse fra 3F

    DI og 3F PSHR (Privat Service, Hotel & Restauration) har onsdag den 8. marts indgået et to-årigt forlig for bl.a. service- og rengøringsassistenter, som byder på lønstigninger, højere genetillæg og et mere enkelt lønsystem.

    Gruppenæstformand Henriette Olofsen, som har været ledende forhandler for 3F PSHR, er glad for forliget med DI om Serviceoverenskomsten:

    “Jeg synes, det er et meget flot resultat, vi har fået hjem til medlemmerne. Vi er særligt glade for, at der for første gang i mere end 10 år er kommet stigninger på genetillæggene.”

    Et genetillæg stiger med 4,5 pct. i år og 3,5 pct. i 2024, mens præstationstimelønnen løftes med 6 kr. i år og 5,75 kr. næste år.

    “Sammenlignet med tidligere er vi også kommet igennem med et stort ønske om en mere simpel, super forenklet overenskomst, hvor der nu kun er én lønmodel.”

    “Det betyder, at det bliver nemmere både for arbejdsgiverne og vores medlemmer at finde rundt i, og det mindsker risikoen for fejl på lønsedlen. Den ny model gør op med begrebet “normalløn”, som ikke længere findes i overenskomsten. Det betyder, at alt arbejde enten er/kan opmåles, og ingen kan placeres på den lavere normalløn”, siger Henriette Olofsen.

    Parterne har også aftalt et historisk nybrud, så skadeserviceområdet får deres egen overenskomst. Noget, medlemmerne har kæmpet for i mange år.

    Skadeservice og lignende renoveringsopgaver er et helt særligt arbejdsområde, hvor der ifølge parterne er behov for et mere tilpasset aftalegrundlag for deres specielle arbejdsvilkår.

    Overenskomsterne på serviceområdet dækker mere end 40.000 ansatte. De kommende dage skal der forhandles flere mindre overenskomster på serviceområdet.

    Kontakt:

    For yderligere information, kontakt næstformand i 3F PSHR Henriette Olofsen på mobil 2167 6755 eller mail: henriette.olofsen@3f.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ok-forlig-med-perspektiv?releaseId=13673258

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **