PRM / Sidste efterårsferie på Zoologisk Museum med masser af sjov

    Pressemeddelelse fra Statens Naturhistoriske Museum

    Zoologisk Museum på Østerbro i København har givet masser af besøgende spændende, ny viden om naturen gennem 52 år. Men søndag den 23. oktober lukker museet som en del af forberedelserne til den nye museumsbygning, der er under opførelse i Botanisk Have.

    - Lukningen af museet på Østerbro er desværre nødvendig som en del af forberedelser til den nye museumsbygning, der samler hele Statens Naturhistoriske Museum i Botanisk Have. Det glæder vi os selvfølgelig til, siger Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

    Zoologisk Museum blev indviet den 2. november 1970. Siden da har rigtigt mange danskere besøgt hvalskeletter, mammutten, skjolddyret og kæmpedovendyret. Senere er også den store dinosaur Misty kommet til, men den 23. oktober er det slut.

    - Rigtig mange danskere har besøgt Zoologisk Museum siden de var børn, og en hel del af vores gæster kommer i dag sammen med deres børnebørn. Vi er derfor klar over, at museet bliver savnet, så vi har valgt at afslutte med en perlerække af oplevelser for både børn og voksne. Vi håber, at rigtig mange vil være med til at tage afsked med museet, siger Peter C. Kjærgaard.

    Hver dag kan du opleve:

    • Zoologisk quiz show. Her kan du teste din viden om dyr, når vores formidlere afholder vores altid populære quizzer i amfiteatret i Evolutionshallen.
    • Zoologisk bonanza i Evolutionshallen. Vi har fundet en stor samling af vores mest spændende genstande frem fra samlingerne - fra kranier, skeletter og skind til mærkelige dyr i sprit. Mange af tingene må røres!
    • Kom med bag kulisserne hvalkælderen, som huser en af verdens største og vigtigste samlinger af hvalskeletter. Besøget er gratis med en gyldig billet/årskort til museet, men man skal booke tid ved ankomst til museet.

    Søndag den 16. til lørdag den 22.:
    Rundvisninger efter lukketid. På en guidet tur efter lukketid, kan du blandt andet opleve Danmarks eneste ægte Diplodocus, Misty, og den berømte hvalkælder.
    Læs mere om køb af billetter

    Mandag den 17. og fredag den 21.:
    Mød Bamsezoologerne. Tag dit yndlingstøjdyr med på museet og få dem undersøgt og artsbestemt af vores bamsezoologer og udstyret med et officielt museumsskilt.

    Alle hverdage (mandag-fredag eftermiddag):
    Mød museets forskere, der fremviser nogle af deres yndlingsgenstande fra museets videnskabelige samlinger.

    Efterårsferie på Zoologisk Museum er 15. - 23. oktober 2022.

    Åbningstider: Kl. 9-18 alle dage i efterårsferien, inklusiv mandag.

    Læs mere om alle oplevelserne

    Læs mere om, hvorfor Zoologisk Museum lukker

    Kontakt:

    PR- og pressemedarbejder Bent Bøkman email: bent.boekman@snm.ku.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sidste-efterarsferie-pa-zoologisk-museum-med-masser-af-sjov?releaseId=13661372

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **