PRM / Ny CEPOS-analyse: Moderaternes reform koster en arbejderfamilie 10.000 kr. årligt

    Pressemeddelelse fra Cepos

    CEPOS har på Finansministeriets familietypemodel beregnet effekterne af Løkkes skatteplan. I beregningerne er indregnet effekter af både lønsumsafgift, afskaffelse af topskat, den nye ‘top-topskat’ (bortfald af personfradrag) samt effekter af lavere selskabsskat.

    “Løkke gav ved lanceringen af skatteplanen indtryk af, at en almindelig lønmodtager enten vil få en skattelettelse eller uændret skat af skatteplanen. Men det er helt forkert. Vores beregninger på Finansministeriets familietypemodel viser, at Løkkes skatteplan vil medføre et tab på 10.300 kroner årligt for en typisk arbejderfamilie. Det skyldes primært, at arbejderfamilien rammes af Løkkes nye lønsumsafgift på 3,2 procent, for der vil ikke gå lang tid, før lønsumsafgiften overvæltes på lønmodtagerne i form af lavere lønninger,” siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.

    Bundlinjen er, at det ender med at være lønmodtagerne, der rammes af lønsumsafgiften, uanset at det i første omgang er virksomhederne, der skal betale den. Personer mellem ca. 380.000 kroner og ca. 700.000 kroner taber stort set alle på reformen. Det vil sige, at over en million danskere taber på Løkkes reform. Den store middelklasse betaler for Løkkes reform.

    En funktionær-familie får en skattestigning på 14.400 kroner årligt på grund af lønsumsafgift med videre. Omvendt vil en direktør-familie få en skattelettelse på 33.600 kroner årligt. Her trækker blandt andet afskaffelsen af topskatten op, mens det mistede personfradrag samt lønsumsafgiften trækker ned, hvilket netto giver en skattelettelse på 33.600 kroner.

    En enlig med en meget lav årsløn på 180.000 kroner får en gevinst på 7.700 kroner årligt. Det skyldes primært, at indkomster under ca. 200.000 kroner får gavn af Løkkes negative lønsumsafgift på 5,8 procent.

    “Der er rigtig godt, at Løkke vil fjerne topskatten samt lette aktieskatten og selskabsskat. Det vil gavne væksten. Men jeg er helt uforstående over for, at middelklassen skal betale for reformen via den nye lønsumsafgift på 3,2 procent. Det indebærer, at over en million danskere taber på Løkkes skattereform. Løkke kunne alternativt have finansieret sin skattereform ved at bruge af råderummet. Hvis han dropper lønsumsafgiften og finansierer via råderummet, har han en fremragende skattereform,” siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS

    Læs hele analysen her: https://cepos.dk/media/6435/en-arbejderfamilie-taber-10300-kr-paa-moderaternes-skatteplan.pdf

    Cheføkonom Mads Lundby Hansen kan kontaktes på 21 23 79 52 for uddybende kommentarer.

    Kontakt:

    Cheføkonom Mads Lundby Hansen email: mads@cepos.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-cepos-analyse-moderaternes-reform-koster-en-arbejderfamilie-10000-kr-arligt?releaseId=13661450

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **