PRM / Fødevarevirksomheder reducerer vandforbruget med 20 procent

    Pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer

    Rent drikkevand er en værdifuld ressource. Derfor har en række danske virksomheder og vidensinstitutioner siden 2015 arbejdet sammen for at udvikle nye bæredygtige vand- og produktionsteknologiske løsninger og koncepter, så danske fødevarevirksomheder kan producere mere med mindre vand.

    Og det er lykkedes. I DRIP-partnerskabet har de allerede vandeffektive virksomhederne realiseret en vandbesparelse på mere end 900.000 m3/år. Det svarer til 20% af vandforbruget hos de deltagende fødevarevirksomheder, eller 23.000 personers årlige vandforbrug, hvilket er lige så mange, som bor i Frederikshavn.

    Samtidig har partnerskabet demonstreret mulighed for yderligere vandbesparelser, så en samlet besparelse på i alt 32 % kan opnås.

    DRIP-partnerskabet er drevet af Landbrug & Fødevarer med deltagelse af 18 fødevare- og teknologivirksomheder, vidensinstitutioner samt Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen.

    - I DRIP er der opnået imponerende resultater, som ikke kun har sparet på vandet, men også reduceret energiforbruget. Vi håber, at de danske løsninger også kan bruges i andre lande, hvor udfordringerne med vand er mere udtalte. På den måde har partnerskabet også bidraget til flere af FNs verdensmål. Der er tale om rene win-win løsninger, hvor man får reduceret miljøpåvirkningen samtidig med, at virksomhederne bliver mere effektive og sparer penge, siger Flemming Nør-Pedersen, direktør, Landbrug & Fødevarer.

    -Det har været fantastisk at se en ændring mod en mere åben og positiv holdning til at blive mere vandeeffektiv og udnytte vandressourcen. Det er tydeligt, hvordan dialogen mellem partnerne har været faciliterende - og sikkert også nødvendig - for at ændre holdningen til, hvad der er acceptabelt. Jeg tror navnlig, at det har været gavnligt for myndighederne at være med i processen og dialogen, og transparent har oplevet vidensinstitutionernes risikovurderinger og dokumentation af processerne. Det har været med til at opbygge tilliden til de teknologiske løsninger, siger Hans-Jørgen Albrechtsen, Professor, DTU.

    -DRIP har skabt enormt flotte vandbesparelser og helt nye teknologiske løsninger, indenfor et område, som Danmark faktisk allerede er verdensførende på. Der har været en høj grad af idérigdom, sparring og åbenhed mellem de forskellige deltagere, og vi har haft en tidshorisont, som gjorde det muligt at udforske helt nye veje og dermed skabe noget helt unikt. Det er jeg meget stolt af at have været en del af", siger Karen Sørensen, Projektleder, Teknologisk Institut

    DRIP er støttet af Innovationsfonden, der harinvesteret 50 millioner kroner i partnerskabet.

    - Det er altid meget glædeligt, når de projekter og partnerskaber, som Innovationsfonden har investeret i, skaber konkret værdi for samfundet. Vi investerer i innovation, der har potentiale til at skabe nye løsninger på samfundets største udfordringer og styrke det danske samfunds konkurrenceevne og bæredygtighed. Det må siges at være tilfældet for DRIP-partnerskabet, som har skabt flotte resultater og løsninger, der kan bidrage til den grønne omstilling - i Danmark såvel som uden for landets grænser, siger Annemarie Munk Riis, konstitueret direktør i Innovationsfonden.

    DRIP-partnerskabet har bl.a. arbejdet målrettet på et paradigmeskifte i industriel vandeffektivitet ved at demonstrere et "water-fit-for-purpose" koncept, hvor der bruges væsentligt mindre vand af drikkevandskvalitet. Resultatet er, at virksomhederne som noget nyt kan skelne mellem, hvor det er nødvendigt at bruge nyt drikkevand, og hvor der i stedet kan opsamles vand fra andre steder i produktionen, som så renses internt på virksomheden til en kvalitet, hvor det kan genbruges et andet sted på virksomheden. For at opnå det, er der arbejdet med nye teknologier til vandrensning og indvinding af reststoffer fra vandstrømme, kombineret med løbende overvågning af vandkvaliteten.

    Der er også arbejdet med mere velkendte greb indenfor optimering, hvor partnerne i høj grad har kunnet drage nytte af at dele erfaringer med hinanden fra forskellige grene af den danske fødevareproduktion.

    De samlede resultater er netop offentliggjort i en slutrapport der kan læses her: https://lf.dk/viden-om/b%C3%A6redygtighed

    Kontakt:

    Yderligere kontakt via Mille Marie Christensen, presserådgiver i Landbrug & Fødevarer, mic@lf.dk, 61702047

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fodevarevirksomheder-reducerer-vandforbruget-med-20-procent?releaseId=13661428

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **