PRM / Mere trafik efter skoleåbning for de små

    Pressemeddelelse fra Transportministeriet

    De mindste børn kom tilbage i skole i uge seks som første led i genåbningen af samfundet og flere skal derfor afsted om morgenen. Derfor har vi også set en lille stigning i trafikken i uge seks. I ugen efter gik en stor del af skolebørnene på vinterferie, der for mange normalt betyder skiferie eller anden rejseaktivitet, men som i år holdes hjemme. Derfor er den stigning i trafikken vi ser i vinterferieugen også forventelig. Personbiltrafikken generelt på vejene ligger dog fortsat under niveauet for samme periode sidste år

    – Trafiktallene viser at genåbningen af skolerne for de små klassetrin har haft en effekt på aktiviteten i samfundet. Det betyder, at vi skal passe endnu mere på hinanden, for smitten følger med, når vi åbner mere op. Jeg tror alle er mere end trætte af restriktioner og afsavn, men vi må og skal holde fast lidt endnu. Genåbningen skal ske i et tempo, hvor vi ikke mister kontrollen med smitten, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    I uge 7 lå niveauet for biltrafik ca. 23 procent under niveauet for samme periode sidste år. Biltrafikken over Storebælt ligger ca. 18 procent under niveaet for den tilsvarende uge i 2020. I begyndel-sen af februar var der knap 30 procent færre personbiler på vejene og over Storebælt i forhold til samme periode sidste år.

    – Biltrafikken er steget i uge 7, men selvom al vinterferie bliver holdt i Danmark, er trafikken stadig markant lavere end sidste år i uge 7, og det viser mig, at danskerne stadig holde fast i at undgå unødvendige rejser, siger transportministeren.

    Ud over stigningen i biltrafikken ses også en stigning i Rejsekort-aktiviteten, som ligger på ca. 55 procent under niveauet fra sidste år. Der er også flere, der rejser med tog over Storebælt, nu ligger antallet af rejser ca. 54 procent under niveauet for samme uge sidste år. Dog er antallet af rejser med s-tog faldet svagt de seneste par uger til ca. 60 procent færre rejser i forhold til samme periode sidste år.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mere-trafik-efter-skoleabning-for-de-sma?releaseId=13614384

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **