PRM / Faaborg-Midtfyn Kommune vinder prisen som Årets Ungdomskommune 2021

    Pressemeddelelse fra DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd

    Faaborg-Midtfyn Kommune er kåret som vinder af Ungdomskommuneprisen 2021 og modtager de 10.000 kroner, som følger med til ungeområdet i kommunen.

    Prisen uddeles af DUF - Dansk Ungdoms Fælles, som hvert år kårer en 1., 2. og 3. plads blandt landets kommuner på vegne af 600.000 børn og unge fra det frivillige foreningsliv.

    2. pladsen tildeles Holbæk Kommune, mens Rudersdal Kommune indtager 3. pladsen.

    Plads til fuck ups

    Faaborg-Midtfyn vinder førstepladsen for at understøtte det frivillige engagement blandt kommunens unge. De unge i kommunen beskriver selv, at der er 'plads til fuck ups', og at man ikke behøver at lade bekymringerne for deadlines vinde over den gode idé.

    "Der bliver fundet løsninger på aktuelle problemstillinger, men der er samtidig et fokus på at komme dem i forkøbet i fremtiden", lyder det fra et imponeret dommerpanel.

    Her gives eksempler på, hvordan kommunen har hjulpet med at finde fejl i foreningers regnskaber, så de ikke opstår igen, eller hvordan man ikke behøver at aflyse en festival, fordi man stadig bøvler med pladstilladelsen efter deadline.

    Kåringen lægger også vægt på historien om Falsetten. Et ungdomshus, der skulle sælges af kommunen, hvilket blev mødt med et oprør fra kommunens unge. I sidste ende blev der gennem dialog fundet en løsning, og i dag er Falsetten et mødested for unge, der drives af unge.

    Overordnet set vidner indstillingen om, at kommunen er bevidst om, at de dækker et stort geografisk område, men det lader de sig ikke begrænse af. Derfor bider dommerpanelet fast i, at selvom kommunen er geografisk stor, så arbejdes der effektivt for, at alle unge bliver en del af fællesskabet.Dette skaber også et fokus på den sårbare del af de unge, hvor der gennem forskellige projekter sættes fokus på fællesskaber og selvtillid i hverdagen.

    Falsetten sætter eksempel

    Chris Borup Preuss, formand for DUF, håber, at flere kommuner vil skele til Faaborg-Midtfyn.

    "Hvis der skal være et velfungerende foreningsliv for unge i en kommune, så er det helt afgørende, at de unge oplever understøttelse og et godt samarbejde med kommunen. Faaborg-Midtfyn formår at sætte et eksempel, hvor ungdommen og kommunen har et samarbejde, der kommer begge parter til gode. Det håber jeg, at flere kommuner til lade sig inspirere af", udtaler han.

    Samtidig er Chris Borup Preuss og resten af dommerpanelet imponerede af de mange gode eksempler, som er beskrevet i indstillingen til prisen fra Faaborg-Midtfyns unge.

    "Hvis man kigger på historien om Falsetten, så sætter den et eksempel på, hvordan ungdommen og kommunen kan gå fra rørende uenighed til samarbejde og konstruktiv dialog. Det fordrer det gode samarbejde, unges muligheder og et fedt ungdomsliv".

    Borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune Hans Stavnsager siger om prisen:

    "Vi har i en årrække arbejdet målrettet med ungeindsatser, og blandt andet fokuseret på at samarbejde med unge på nye måder. Prisen her er en anerkendelse af de mange ansatte og frivillige, som gør en forskel for unge. Men den er også et bevis på, at når unge bruger deres demokratiske ret til at organisere sig og ytre sig, så bliver de også hørt og taget alvorligt".

    Hans Stavnsager glæder sig også over de nye løsninger, som ansatte, frivillige og de unge sammen har skabt i Faaborg-Midtfyn Kommune:

    "Jeg er stolt af, at vi har vendt dårlig stemning og slagord til samarbejde og gode ungemiljøer. Både de unge og kommunen har haft øjnene på bolden og fundet gode løsninger i fællesskab. Nu glæder alle sig bare til, at Falsetten og de andre vigtige mødesteder igen må åbne på tryg og sikker vis".

    Kontakt:

    Politisk konsulent Birgitte L. Søe tlf.: 60201418 email: bs@duf.dk

    Formand Chris Preuss tlf.: 22889996 email: preuss@duf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/faaborg-midtfyn-kommune-vinder-prisen-som-arets-ungdomskommune-2021?releaseId=13613644

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **