PRM / Nu sendes den sidste byggeetape på byggeriet af universitetshospitalet i Køge i udbud

    Pressemeddelelse fra Region Sjælland

    Det vedtog Regionsrådet i Region Sjælland mandag 1. februar.

    Den nye sterilcentral på Sjællands Universitetshospital i Køge skal rumme produktionslokaler og lager. Her skal de kirurgiske instrumenter rengøres, steriliseres, pakkes og opbevares, indtil de skal bruges til de mange operationer, der skal ske på det fremtidige hospital. De bydende vil kunne tilbyde en løsning med enten et traditionelt lager eller et automatiseret højlager.

    Udbuddet sker som en ‘konkurrencepræget dialog’. Dette betyder, at man i udbudsprocessen kan have en dialog med de bydende om, hvilke løsninger de ser inden for den økonomi, der er til rådighed. På den måde skal temaer som funktionalitet – f.eks. hvordan lageret udformes – og bæredygtighed drøftes. Efter dialogen tilpasses udbudsmaterialet, som derefter skal behandles i Regionsrådet igen.

    – Vi er tilfredse med, at den nye plan for sterilcentralen nu er vedtaget med et udbud udelukkende på bygningen. På den måde kan vi sikre, at flere leverandører vil byde ind, og at vi dermed får et bredere felt af firmaer, der har lyst til at arbejde sammen med os om denne spændende opgave, siger projektdirektør Helle Gaub.

    Sterilcentralens udstyr indkøbes under Region Sjællands egne indkøbsaftaler, mens de bydende konkurrerer på at kunne levere en bygning med enten et automatiseret højlager eller et almindeligt manuelt lager indenfor den økonomiske ramme.

    Bygningen skal certificeres i henhold til den danske model for bæredygtighed (DGNB).

    – Derved sikrer vi, at bygningen lever op til de principper for bæredygtigt byggeri, der er gældende for alle etaper i byggeriet af det kommende universitetshospital, siger Helle Gaub.

    Tidsplan for sterilcentral

    Der er opstillet følgende tidsplan for byggeriet af sterilcentralen:

    • Udbud: 1. kvartal 2021
    • Projektering og udførelse: 3. kvartal 2021 til 4. kvartal 2023
    • Ibrugtagning: 1. kvartal 2024
      Sterilcentralen skal stå klar til brug, når alle de nye operationsstuer tages i brug i 2025

    Kontakt:

    Projektdirektør Helle Gaub, 24 96 97 34

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-sendes-den-sidste-byggeetape-pa-byggeriet-af-universitetshospitalet-i-koge-i-udbud?releaseId=13610809

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **