PRM / Byråd og borgere har sat sigtelinjer for Furesø frem mod 2030

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Furesø Byråd besluttede i foråret 2020 otte overordnede mål for kommunens udvikling frem 2030. Målene kan sammenfattes i overskrifterne

  • Mere natur og bedre klimløsninger
  • Mindre ulighed – alle skal med
  • God velfærd for børn, ældre og udsatte
  • Flere unge skal blive boende i Furesø
  • Endnu bedre samarbejde med foreninger og lokalsamfund
  • Gode boliger og levende byer
  • Velfungerende erhvervsliv med lokale arbejdspladser og et godt handelsliv
  • Mindre trænsel og trafikstøj
  • Ca. 500 borgere er i løbet af efteråret kommet med forslag til, hvordan målene skal føres ud i livet – og hvordan vi kan se, om vi bevæger os i den rigtige retning.

    Efter borgernes input har byrådet nu vedtaget 25 skarpe succeskriterier, der vil fungere som sigtelinjer for såvel borgere, politikere og kommunens medarbejdere i arbejdet med at forme Furesø frem mod 2030.

    Blandt de konkrete succeskriterier, der nu er vedtaget, kan nævnes et mål om, at mindst halvdelen af den landbrugsjord, som kommunen i dag bortforpagter, er omlagt til egentlig natur.

    Skarpere succeskriterier
    Det er også besluttet at kortlægge de såkaldt invasive arter og bekæmpe dem effektivt. Adgangen til el-ladestandere skal udbredes i hele kommunen, og mindst 70 procent af vores husholdningsaffald skal genavendes. Der er også sigtelinjer om, at mindst en tredjedel flere udsatte og borgere med ikke-vestlig baggrund har fundet ind på arbejdsmarkedet og mål for, at børn, der ikke trives, bliver bedre hjulpet gennem en indsats på tværs af kommunens afdelinger med fokus på hele familiens situation.

    Borgerinddragelsen om 2030-målene skete midt i en Corona-tid. På trods af dette har interessen for at bidrage været meget stor, og mange har benyttet sig af gæstebud og muligheden for at dele deres synspunkter på kommunens hjemmeside.

    “Vi lykkes kun med at indfri 2030-målene, hvis vi skaber løsningerne i fælleskab. Med alle de gode input, vi har fået fra borgerne, står succeskriterierne skarpere og mere vedkommende, fordi de afspejler, hvad borgerne er optaget af. Samtidig står vi nu med en hel pulje af gode forslag og ideer til andre projekter, vi sætter i gang og som får betydning for fremtidens Furesø,” siger Ole Bondo Christensen (A), borgmester i Furesø.

    “Når vi for eksempel skal revidere vores kommuneplan, tage hånd om de boligsociale udfordringer eller arbejde med trængslen og støj, kan vi nu gøre det med et langsigtet perspektiv om, hvor vi vil være i 2030 og ud fra nogle succeskriterier, som er blevet drøftet og diskuteret rundt om i Furesø. Det er et stærkt afsæt, både for forvaltningen og for os som politikere.”
    Ole Bondo Christensen understreger, at dette er et supplement til den borgerinddragelse, der stadig skal finde sted i konkrete sager og projekter.

    Fælles dagsorden mod 2030
    Lars Carstensen (C), viceborgmester i Furesø er imponeret over borgernes interesse for at kvalitetssikre og tænke med på vejen til at nå målene.

    “Borgernes deltagelse er alfa og omega for at forpligte os alle sammen på et så langt sigte som de ti år er. Når de på den måde har været med til at sætte høje mål, skal vi også stræbe efter løsninger, der sætter barren højt. Det vil kræve nytænkning og innovative løsninger i Furesø, og her er det en styrke, at vi nu har en fælles dagsorden for udviklingen. Jeg er særlig glad for, at der er opbakning til at begrænse udbygningen af kommunen og til at passe på vores natur. Borgerne har virkelig tænkt med på spørgsmålet om, hvordan vi ser Furesø om ti år,” siger han.

    For eksempel har mange borgere grebet invitationen til at afholde et gæstebud for deres nærmeste omgangskreds. De mange små møder betyder, at over 350 borgere via gæstebud har været til 2030-debatter ude i egne hjem.
    Med mål og indsatser for arbejdet med 2030-målene lagt fast, vil forvaltningen nu arbejde videre med, at der også kommer handling bag de politiske beslutninger. Her vil borgerne igen blive inddraget, når de bliver berørt af beslutningerne.

    Yderligere om borgerinddragelsen:

    224 borgere har bidraget til debatten på deltag.furesoe.dk med sammenlagt 264 ideer, 132 kommentarer og 950 stemmer, hvor det meste input fra borgerne har samlet sig om mål 1 om natur, biodiversitet og klima. Vurderet på antallet af aktive borgere er det dog særligt mål nr. 6 om velfungerende boligområder og lokalsamfund, som har trukket borgernes opmærksomhed. Dertil kommer deltagerne ved en livestreamet debat om fremtidens Furesø, som byrådet gennemførte.

    Kontakt:

    Lars Carstensen (C) email: lnc1@furesoe.dk

    Ole Bondo Christensen (A) email: borgmester@furesoe.dk

    Kommunaldirektør Steen Vinderslev email: Steen.Vinderslev@furesoe.dk

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/byrad-og-borgere-har-sat-sigtelinjer-for-fureso-frem-mod-2030?releaseId=13610804

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **