PRM / Ændring af testleverandør risikerer at lamme international godstransport

    Pressemeddelelse fra ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

    1. februar skifter Region Syddanmark leverandør af Covid-19-test. Ifølge den netop indgåede aftale indebærer leverandørskiftet ikke blot, at der fremover kun vil være fem test-steder i regionen, men også en risiko for at testede personer ikke længere kan modtage skriftlig dokumentation for negativ test.

    Det er kritisk, da lastbilchauffører, der skal krydse den dansk-tyske grænse, dermed ikke længere kan dokumentere negativ Covid-19 test og imødekomme det krav, Tyskland stiller til personer, der har opholdt sig i et virusmutationsland som eksempelvis Storbritannien.

    – Hvis ikke Region Syddanmark hurtigst muligt får justeret aftalen, risikerer chauffører, at de fra 1. februar ikke længere kan få dokumentation for, at de rent faktisk er Covid-19-negative efter at have været i et mutationsland. Lige nu rammer det især chauffører, der kører til og fra Storbritannien via Tyskland, men listen over højrisikolande, herunder lande med mutationer, kan hurtigt blive udvidet og gøre problemet helt uoverskueligt. Varernes fri bevægelighed er i fare på grund af manglende dokumentation, så Region Syddanmark må sikre at chauffører kan få den nødvendige dokumentation – det haster, siger Maria Feldberg, jurist i ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport.

    I forlængelse af øgede testkrav fra flere lande og særligt øgede restriktioner fra tysk side, oplever ITD et øget antal henvendelser fra vognmænd, der forudser problemer.

    – Vi kan kun opfordre Region Syddanmark til at komme i gang – jo før, des bedre. Den tidligere leverandør af test kunne godt levere skriftlig dokumentation, så det må den nye naturligvis også kunne. Vi vil samtidig opfordre til, at de nye test-steder placeres tæt ved motorvejsnettet ved den dansk-tyske grænse, så det bliver nemt og hurtigt for chaufførerne at få foretaget testen, og varer og gods kan flyde så frit og effektivt som muligt, siger Maria Feldberg.

    Kontakt:

    Pressechef Nicolai Bro Jöhncke tlf.: +45 3069 9430 email: nbj@itd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/aendring-af-testleverandor-risikerer-at-lamme-international-godstransport?releaseId=13609959

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **