PRM / Tre ejerledere fra Sydjylland inspirerer i en krisetid

    Pressemeddelelse fra PwC

    Blandt en lang række danske virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen har en jury nu udvalgt tre ejerledere fra Sydjylland, der kan være med til at inspirere dansk erhvervsliv i en vanskelig tid for mange.

    “COVID-19 sætter samfund og virksomheder overfor en række betydelige udfordringer, der stiller nye krav til ejerledere og erhvervsdrivende i Danmark. Men krisen har også banet vej for handlekraft og kreativitet. For nye ideer og løsninger. Mange virksomheder har omlagt deres produktion på rekordtid og tilbudt hjælp på nye måder. Til Årets Ejerleder 2020 hylder vi alle dem, der gør en forskel,” fortæller Palle H. Jensen, partner og statsaut. revisor fra PwC i Esbjerg.

    Hos Nykredit uddyber Mogens Sørensen, regionsdirektør i region Syddanmark:

    “Som foreningsejet, dansk bank er vi glade for, at vi kan være med til at hædre ejerledere, der gør en forskel i byer og lokalsamfundet i Sydjylland. I år er et særligt år på grund af corona, og det er ekstra inspirerende at se, hvordan nogle ejerledere fx har givet en økonomisk håndsrækning til underleverandører eller skabt unikke services og produkter i et samarbejde med myndigheder og sundhedspersonale,” siger Mogens Sørensen og fortsætter:

    “Det har virksomhederne gjort for at hjælpe samfundet, hvor det har været muligt, og samtidig sikre deres forretning og bevare arbejdspladser. Ejerledere spiller en afgørende rolle for at få Danmark på fode igen.”

    “Vi ønsker at hylde alle dem, der hjælper med at holde hjulene i gang, og som har visionerne og evnerne til at skabe ideer og arbejdspladser – også i en krisetid. Vi hylder entreprenørånden, købmandsskabet og himmelstormeren, og alle de ejerledere, der bidrager til fællesskabet og til samfundet. Det er dem, der er med til at genstarte Danmark,” tilføjer Betina Hagerup, direktør for markeder i Dansk Erhverv.

    De tre inspirerende ejerledere fra Sydjylland:

    Ejerleder Pierre Legarth fra Pierre Ejendomme A/S (Kolding)
    I 1995 stiftede Pierre Legarth virksomheden Pierre Ejendomme, som i dag er blevet til et veletableret ejendoms- og udviklingsselskab med 70 ansatte. Pierre Ejendomme har en god andel af markedet i Kolding for udlejning af ejendomme til både private- og erhvervskunder.

    Da Covid-19-krisen ramte Danmark, gjorde Pierre Legarth noget, som mange andre og større virksomheder ikke valgte at gøre; han tog personligt fat i alle sine erhvervslejere og tilbød dem betalingsfrie måneder under krisen. Flere af lejerne i hans erhvervslejemål i Kolding skulle ikke betale husleje over en periode, mens andre lejere fik henstand eller huslejerabat. Pierre Legarth har vundet stor respekt i både lokalmiljøet og i erhvervslivet generelt for dette initiativ.

    Ejerleder Gitte Kirkegaard fra Logitrans A/S (Ribe)
    Logitrans er familievirksomhed med stort F og har i år 80 års jubilæum. Der har altid eksisteret en stor grad af nysgerrighed og pionerånd i Logitrans, som har været gennemgribende i alle virksomhedens 80 år. I 2015 gav Erling Pedersen posten som administrerende direktør videre til sin datter, Gitte Kirkegaard. I dag er Logitrans blandt verdens førende udbydere af internt transportmateriel og har flere end 100 ansatte inden for udvikling, produktion, salg og service.

    Covid-19-krisen har været en stor udfordring, men den har også været et læringsmæssigt vendepunkt for Logitrans, hvor Gitte Kirkegaard og resten af teamet på få dage fik vendt ‘skuden’ ved bl.a. at implementere og investere i digitale idéer og koncepter. Selv om de nye digitale tiltag i starten mødte modstand blandt de mest skeptiske medarbejdere, lykkedes Gitte med at ændre medarbejdernes mindset, og alle kom med på digitaliseringen. De forskellige digitale tiltag har medført nye kunder, nye distributionskanaler og nye produkter – og det er sket gennem en høj grad af kommunikation og transparens, så hele teamet har været inkluderet og informeret i de omskiftelige Covid-19-tider.

    Ejerleder Tonny Klein og Rune Værnedal fra SubC Partner A/S (Esbjerg)
    SubC Partner er med sin alder på kun 15 år en forholdsvis ung virksomhed, men hvad den ikke har i alder, har den til gengæld i teknologi og innovation. SubC udvikler robotter, som kan skære, svejse, filme, sandblæse og male over og under vandoverfladen – uanset vejrforhold. Robotterne er med til at reparere offshore-udstyr og minimere virksomhedens brug af dykkere, der ofte har arbejdet under udfordrende vejrforhold, som potentielt kan og har kostet menneskeliv. SubC’s robotteknik kan overføres og anvendes på andre industrier, og derfor blev virksomheden også kåret som Danmarks mest skalerbare virksomhed i 2020 af Scale-Up blandt 110 SMV’er.

    Også hos SubC har man introduceret flere digitale koncepter, herunder produktlanceringer og kundemøder som en konsekvens af Covid-19, men vigtigst af alt har krisen igangsat en kreativ proces og gjort plads til yderligere udvikling. Udviklingen medførte, at SubC lancerede en ny, opdaterede version af deres robot, og som en positiv følgevirkning heraf står virksomheden nu produktmæssigt stærkere, end den gjorde før marts. Samtidig har SubC gået gennem Covid-19-krisen uden at afskedige medarbejdere og vil blive ved med at holde fast i deres kerneværdier; loyalitet, nysgerrighed, innovation og arbejdsomhed.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tre-ejerledere-fra-sydjylland-inspirerer-i-en-krisetid?releaseId=13601741

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **