PRM / Kommunens Teknik- og Miljømyndighed skal flytte til nybyggeri i Rødbyhavn

    Pressemeddelelse fra Lolland Kommune

    Lolland Kommune bliver ikke bygherre på de nye faciliteter. Det bliver i stedet Bach Gruppen, der bygger, og kommunen laver så en 10-årig lejeaftale på adressen.

    Flere forskellige alternativer har været i spil under Økonomiudvalgets behandling af sagen. Det er lige fra renovering af Fruegade 7 til leje i eksisterende lokaler og til det endelige valg, indflytning i nybyggeri, som på en og samme tid giver nye muligheder og løser udfordringen med, at de eksisterende bygninger er utidssvarende.

    “Med et lejemål på nybyggeriet på Vestre Kaj i Rødby Havn slår vi flere fluer med ét smæk. Det er den økonomisk fornuftige løsning, og vi får løst et arbejdsmiljøproblem. Vi sikrer vores medarbejdere moderne kontorfaciliteter og opretholder en stærk kommunal tilstedeværelse på Sydlolland. Og så kommer sektorens dygtige ansatte til at sidde som nabo til Femern-byggeriet – deres uden sammenligning største opgave de næste mange år, og det giver bare rigtig god mening, at vi også er fysisk til stede lige der, hvor det sker. Det er på mange parametre den helt rigtige beslutning, og vi glæder os til, at spaden skal i jorden”, siger borgmester Holger Schou Rasmussen.

    Byggeriet af de nye kontorfaciliteter vil tage ca. 12 måneder, og det forventes at stå færdig i 2021.

    Kontakt:

    Borgmester Holger Schou Rasmussen tlf.: 23 24 91 80

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kommunens-teknik–og-miljomyndighed-skal-flytte-til-nybyggeri-i-rodbyhavn?releaseId=13595052

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **