PRM / Biltema bygger nyt gigantvarehus i Herning

    Pressemeddelelse fra Biltema

    Efter længere tid på tegnebrættet er planen nu lagt for Biltemas 15. danske varehus, der skal bygges i Herning. Yderligere to varehuse er i øjeblikket under opførelse i henholdsvis Hjørring og Thisted, og sammen med det kommende i hjertet af Midtjylland er detailkæden godt i gang med at føre deres omfangsrige ekspansionsplaner ud i livet.

    – Vi har arbejdet hårdt og længe på at få et varehus i Herning og er naturligvis superglade for, at det nu kommer til at lykkes. Med placeringen midt i Jylland, ligger Herning helt perfekt, og vi har store forventninger til varehuset, som med sine cirka 7500 kvadratmeter kommer til at blive et af vores allerstørste, siger Jacob Borring Møller, der er direktør i Biltema Danmark.

    Jacob Borring Møller forventer, at omkring 50-60 medarbejdere kommer til at få sin daglige gang i den nye Biltema i Herning, der sandsynligvis slår dørene op i løbet af sommeren 2021. Varehuset bliver bygget i samarbejde med lokale byggefirmaer, som Biltema har for vane at gøre med deres varehuse over hele landet.

    Grønt byggeri

    I samtlige nye Biltemavarehuse stilles der store krav til miljøvenlighed og bæredygtighed, der tænkes ind, fra før byggeriet begynder, til længe efter det afsluttes. Det nye varehus i Herning bliver blandt andet udstyret med intelligent CTS-styring af varme- og energiforbrug samt tidsstyret LED-belysning i hele bygningen.

    – Vi gør vores ypperste for at sætte så lille et aftryk på klimaet og miljøet som overhovedet muligt. I Herning kommer vi for eksempel til at få strøm fra et stort solcelleanlæg på taget, og bygningen skal opvarmes ved hjælp af jordvarme, forklarer Jacob Borring Møller.

    Tæt på kunderne

    Tilgængelighed og tæt kontakt med kunderne er vigtigt for Biltema, der har et mål om at være landsdækkende med 25 varehuse i Danmark inden udgangen af 2025.

    – At være i stand til at give vores kunder en god personlig vejledning er noget, vi prioriterer rigtig højt, og for i den henseende at kunne give den optimale service, skal vi være til stede endnu flere steder i landet. Det vil man komme til at se fremadrettet, siger Jacob Borring Møller.

    Kontakt:

    Jacob Møller
    Direktør, Biltema Danmark A/S
    (+45) 50 90 01 04
    jacob.moller@biltema.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/biltema-bygger-nyt-gigantvarehus-i-herning?releaseId=13595056

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **