PRM / Egedal Kommune støtter virksomhederne – fremrykker betaling af regninger

    Pressemeddelelse fra Egedal Kommune

    Især små og mellemstore virksomheder kommer til at mærke corona-krisen – og dem har man mange af i Egedal Kommune. Derfor er det nu besluttet, at alle fakturaer betales umiddelbart efter at varen eller ydelsen er modtaget i kommunen.

    Konkret betyder det, at virksomhederne modtager betaling for deres vare eller ydelse, umiddelbart efter den er modtaget. Normalt ville en faktura blive sat til betaling på den forfaldsdato, der er angivet på fakturaen. En dato, der ofte kan ligge langt ude i fremtiden, fordi betalingsfristen til en kommune typisk er løbende måned + 30 dage.

    – Ved at indføre straksbetaling sørger vi for, at alle virksomheder får deres penge hurtigt. På den måde er vi som kommune med til at understøtte virksomhedernes likviditet, og dermed får de en chance for at overleve den nuværende krisesituation, siger Egedals borgmester, Karsten Søndergaard.

    Lever op til lovgivning
    Kommunen støtter også op på andre områder, blandt andet er man i Jobcentret i fuld gang med at forberede sig til at kunne udbetale de refusioner, som Regeringens nye lovgivning lægger op til. Dermed understøtter man også her erhvervslivet.

    – Jeg vil også gerne opfordre til, at vi i denne tid er ekstra opmærksomme på at handle lokalt. Vi har mange gode forretninger, som det nu er ekstra vigtigt at vi støtter op omkring, slutter Karsten Søndergaard.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Rasmus Øhlenschlæger tlf.: 72596203 email: raoh@egekom.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/egedal-kommune-stotter-virksomhederne-fremrykker-betaling-af-regninger?releaseId=13590093

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **