PRM / Kan man dø af kærlighed?

    Pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater

    Den 3. november har OperaNord og Den Kongelige Opera urpremiere på det nye musikdramatiske værk Liebestod - en Opera:tion. En altomfavnende og tankevækkende oplevelse, der på tværs af musikalske genrer og kunstneriske sprog forsøger at indfange og forstå kærlighedens kraft.

    Samtidig med at Liebestod - en Opera:tion spiller på Takkelloftet opføres Wagners opera Tristan og Isolde på Store Scene, og her udånder heltinden, mens hun synger sin berømte arie Liebestod. Isolde dør, fordi hun ikke kan leve videre uden sin elskede Tristan. Men kan man virkelig dø af kærlighed, eller er det kun i kunstens verden, at mennesker kan være så stærkt forbundne? Disse spørgsmål skaber udgangspunktet for det nye værk Liebestod - en Opera:tion.

    Ny forskning viser faktisk, at vores hjerte bogstavelig talt kan knuses ved tabet af kærlighed; det såkaldte Broken Heart-syndrom. Liebestod - en Opera:tion er kulminationen på tre års intense undersøgelser af dette hjerteknusende syndrom gennem samtaler med forskere, filosoffer, kunstnere og ikke mindst elskende mennesker, som har oplevet den livstruende kærlighed på egen krop.

    Liebestod - en Opera:tion inviterer publikum ind i et symposion, der indkalder døden, videnskaben og tiden til rådslagning, mens det elskende hjerte kæmper en indædt kamp på scenen. I en poetisk blanding af oldgræsk, moderne europæiske og nordiske sprog fremføres det nye værkaf en unik håndfuld musikere og performere, der synger, hvisker og taler sig igennem et væld af uenige tankeverdener i forsøget på at finde frem til den rette fortælling om kærligheden og dødens mellemværende.

    I centrum står den banebrydende svenske stemmekunster Sofia Jernberg, som også har komponeret musikken i tæt samarbejde med landsmanden Henrik Strindberg. Musikken fortolker kroppens mange stemmer og lyde og spænder fra jazz over kompositionsmusik til organisk minimalisme. Desuden medvirker blandt andre den danske sopran Katinka Fogh Vindelev, den irske verdensstjerne Garth Knox på bratsch og viola d'amore, det svenske jazzikon Nina de Heney på kontrabas samt det unge belgiske talent Oscar Boy Willems som performer. Den flersprogede tekst er skrevet af den prisbelønnede finlandssvenske lyriker Cia Rinne, mens den dansk-tyske billedkunstner Dagmar Radmacher spinder forestillingens altomsluttende scenografi ud af metervis af garn.

    Med Liebestod - Opera:tion på Takkelloftet i Operaen vender OperaNord tilbage til Holmen, hvor kompagniets første prisbelønnede opera Gudruns 4. Sang blev uropført i tørdokken i 1996. Dengang som nu står kunstnerisk leder af OperaNord Louise Beck bag idé og iscenesættelse: "Jeg er optaget af, hvad mennesket egentlig lever af, og hvad det ikke kan leve foruden. I Liebestod - en Opera:tion stiller vi en masse spørgsmål og sætter gang i en diskussion om hvordan vi som mennesker er forbundet, og hvem der har ansvaret for vores liv - og død. Vi sætter også spørgsmålstegn ved vores selvbillede som mennesker, der føler sig hævet over naturen, og kigger på hvilke konsekvenser dette har haft på vores verden"

    Spilleperiode på Operaen, Takkelloftet: 3.-9. november 2019

    Medvirkende:
    Stemme: Sofia Jernberg
    Stemme: Katinka Fogh Vindelev
    Stemme: Oscar Boy Willems
    Akkordeon, stemme: Andreas Borregaard
    Percussion, stemme: David Hildebrandt
    Bratsch, viola d'amore, stemme: Garth Knox
    Kontrabas, stemme: Nina de Heney
    Harpenist: Tine Rehling
    Libretto: Cia Rinne
    Komponister: Sofia Jernberg og Henrik Strindberg

    Scenografi: Dagmar Radmacher
    Dramaturg: Sosha Teperowska

    Idé og iscenesættelse: Louise Beck

    Liebestod - en Opera:tion er en co-produktion mellem OperaNord og Den Kongelige Opera med generøs støtte fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Wilhelm Hansen Fonden, Nordisk Kulturfond, Dansk Komponistforening, KODA Dramatik og Sonning-Fonden.

    For yderligere information:

    Pressekontakt OperaNord: Maj Liv Holen / info@operanord.dk

    Læs mere om OperaNord: www.ope-n.dk

    Kontakt:

    PR og presseansvarlig, opera og koncerter Claus Kjær tlf.: +45 27 52 90 77 email: clkj@kglteater.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kan-man-do-af-kaerlighed?releaseId=13580630