PRM / Mere tilfredse patienter i Region Hovedstaden

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    Igen i år er der ros til personalet i patienternes svar på spørgeskemaundersøgelsen, hvor cirka ni ud af ti svarer, at personalet både er venlige og imødekommende. Også patienternes vurdering af behandling og pleje ligger højt. De områder, hvor patienterne er mest utilfredse handler om information omkring bivirkninger ved ordinering af ny medicin, samt om personalet gav pårørende muligheden for at deltage i beslutninger om behandlingen.

    – Når du besøger vores hospitaler, står du ofte i en sårbar situation. Derfor er det utroligt dejligt, at vi kan se, at medarbejderne finder overskud i en travl hverdag til at tage godt imod dig. Det skaber tryghed og ro, når medarbejderne er venlige og imødekommende, og det giver dig en bedre oplevelse. Det synes jeg er rigtigt vigtigt, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

    En gang om året tages temperaturen på patienternes tilfredshed i den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), som netop er blevet offentliggjort for 2017.

    Her kan du læse årets undersøgelse.

    Tilfredsheden stiger på Herlev og Gentofte Hospital

    En af de mest markante udviklinger i målingen fra sidste år er sket på Herlev Gentofte Hospital, hvor patienterne har givet udtryk for, at de mere tilfredse i år på 22 ud af 25 parametre. Sidste år oplevede hospitalet et dyk i tilfredsheden- i øvrigt i kølvandet på, at man som det første hospital i Region Hovedstaden fik nyt IT-system med Sundhedsplatformen. På Gynækologisk Afdeling er det nu lykkedes personalet at få mere ro omkring arbejdet med de nye systemer:

    – Personalet på Gynækologisk Afdeling har arbejdet meget målrettet med at optimere brugen af Sundhedsplatformen, så det er tilpasset et sammenhængende patientforløb. Vi har fundet løsninger på nogle af de udfordringer, der har været – dermed ikke sagt, at alt nu kører på skinner, men jeg oplever at indsatsen med ensretning af vores dokumentation, samt generelt et øget kendskab har givet mere ro omkring arbejdet med Sundhedsplatformen, end der tidligere har været, siger ledende oversygeplejerske på Gynækologisk Afdeling, Heidi Brønnum-Jacobsen.

    Sej omgang
    Det vækker glæde hos regionsrådsformanden, at der nu er tegn på, at tilfredsheden er steget igen efter implementeringen af Sundhedsplatformen på Herlev Gentofte Hospital.

    – Det har været – og er stadig – en sej omgang at ændre arbejdsgange og implementere Sundhedsplatformen. Jeg så med bekymring, at patienttilfredsheden dalede sidste år på Herlev Gentofte Hospital, og derfor er jeg glad for at se, at der nu er tegn på, at tilfredsheden retter sig ud efter noget tid, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

    Især de ambulante patienter er blevet mere tilfredse
    Undersøgelsen viser, at det især er de ambulante patienter, der er blevet mere tilfredse. De ambulante patienter, der udgør ca. 80 % af regionens patienter, er bl.a. blevet mere tilfredse med deres oplevelser af personalet, besøget alt i alt og ventetiden i ambulatoriet. For de akut indlagte patienter er tilfredsheden stort set uforandret, mens der blandt de planlagt indlagte patienter ses et fald i tilfredsheden på de fleste hospitaler bortset fra på Herlev og Gentofte hospital, hvor tilfredsheden er steget.

    Fakta:

    • Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) er en årlig landsdækkende spørgeskemaundersøgelse af patienters oplevelser af deres undersøgelses- og behandlingsforløb.
    • Undersøgelsen gennemføres af Kompetencecenter for Patientoplevelser i Region Hovedstaden på vegne af de fem regioner.
    • Formålet med LUP er at identificere og sammenligne forskelle i patienters oplevelser inden for udvalgte temaer, at følge udviklingen over tid, og give input til kvalitetsforbedringer.
    • Spørgeskemaundersøgelsen bygger på svar fra 43.087 borgere i Region Hovedstaden, der har været behandlet i perioden august til oktober 2017.
    • De somatiske patienter er delt ind i tre grupper (antal svar i parentes): planlagt indlagte patienter (7.802 svar), akut indlagte patienter (9.834 svar) og ambulante patienter (25.451 svar).

    Yderligere oplysninger:

    • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12442596