PRM / BDO’s Indlevelsesdonation 2018 går til Julemærkefonden

    Pressemeddelelse fra BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab

    Adm. direktør Stig Holst Hartwig, BDO, der havde fornøjelsen af at overrække donationen til direktør Søren Ravn Jensen fra Julemærkefonden, fortæller:

    “At medarbejdernes valg ift. årets Indlevelsesdonation faldt på Julemærkefonden stemmer rigtig godt overens med, at vi i BDO har et mantra, som vi handler efter – det hedder ‘Indlevelse skaber udvikling’. Vi ved, at det arbejde, som Julemærkefonden udfører for at hjælpe børn med trivselsproblemer, er særdeles værdifuldt. Det vil vi gerne støtte op om fra BDO’s side.”

    Hjælp der varer ved

    Og donationen fra Rådgivnings- og revisionsvirksomheden bliver modtaget med stor taknemmelighed. Direktør Søren Ravn Jensen fra Julemærkefonden fortæller: “Vi er dybt taknemmelige for BDO’s Indlevelsesdonation. Julemærkefondens indtægter fra salg af julemærker er blevet halveret de sidste 15 år, fordi så få sender traditionel brevpost. Derfor har fonden brug for andre former for indtægter, så der er tilstrækkeligt med midler til årligt at hjælpe 1000 børn gennem et ophold på ét af de fem julemærkehjem i Danmark.”

    “Vi har mere end 600 børn på venteliste og ventetid på omkring et år,” siger Søren Ravn Jensen. “Det er kun 7,9 procent af vores indtægter, som vi modtager fra offentlige midler. Vi skal hele tiden tænke nyt for at sikre hjælpen til børnene. Heldigvis har vi såvel private som fonde og virksomheder, der betænker os. 22.000 faste støtter og en brede vifte af indsatser i form af events, indsamlinger og andre aktiviteter, der har godgørenhed som formål, sørger for at vi kan få Julemærkehjemmene til at løbe rundt. “

    Det koster 67.000 pr. barn for et 10 ugers ophold på et julemærkehjem – I den kontekst er de 70 kr. som et ark julemærker koster ikke så mange penge, men salget af de små mærker løb alligevel op i 11,8 mio. kr. henover julen 2017. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary er protektor for Julemærkefonden

    Julemærket – En stolt dansk tradition siden 1904

    I 1903 fik postekspedient – og senere postmester – Einar Holbøll en god idé. Med frivillig ekstraporto på jule- og nytårsposten kunne man samle ind og støtte syge og trængende børn. Året efter kom verdens første Julemærke i handlen, og det har i 100 år været grundlaget for oprettelse og drift af Julemærkehjem i Danmark. I starten var det børn, der var ofre for den frygtede sygdom tuberkulose, som blev hjulpet af Julemærkefonden. Sidenhen har børn med trivselsproblemer fået hjælp, et pusterum fra hverdagen og fornyet livsmod via Julemærkefondens store arbejde.

    Om BDO’s Indlevelsesdonation

    Hvert år uddeles BDO’s Indlevelsesdonation til et velgørende formål. Velgørenhedsprojektet, som støttes, skal være landsdækkende og uden politiske eller religiøse agendaer. Det er medarbejderne i BDO, der via en afstemning beslutter, hvilket formål der skal støttes. I 2017 var det Børnecancerfonden, som fik gavn af donationen.

    Kontakt:

    Manager Communication & PR Marianne Halse Gravesen tlf.: +4541961964 email: mag@bdo.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12430048