Solar udfordrer virksomheders manglende fokus på målrettet IT-uddannelse

    Pressemeddelelse fra Solar A/S

    Solar udvider nu sine undervisningsaktiviteter og udbyder fremover målrettede IT-kurser via Solar Skolen. Med overtagelse af DSR-as’ IT Learning LAB, som er kendt for at levere højt kvalificeret IT-undervisning i hele landet, bliver Solar i stand til at tilbyde helt nye services, som skaber synergi og synlig værdi for kunderne.

    Hvis Danmark skal klare sig i den skærpede internationale konkurrence, er det på høje tid, at danske virksomheder og organisationer stiller skarpt på IT-effektiviteten og sikrer, at medarbejderne udnytter de daglige IT-værktøjer på en effektiv og værdiskabende måde.

    – IT breder sig overalt i vores arbejde og indgår i flere og flere opgaver. Det er ikke længere nok at komme på kursus i få udvalgte IT-programmer, som man så kan arbejde med resten af sit arbejdsliv. Vi skal jonglere med apps på smartphones og tablets, varetage onlinebestillinger, skabe synlighed på nettet og håndtere sociale medier og mails i tusindvis for blot at nævne nogle få aktuelle udfordringer, påpeger Solar Skolens nye uddannelseschef Karsten Dehler.

    De nye undervisningsaktiviteter er ikke begrænset til Solars eksisterende kunder. Med i overtagelsen af IT Learning LAB følger ud over medarbejderne også rækken af allerede indgåede samarbejdsaftaler og ordrer, som omfatter IT-uddannelse af medarbejdere i både offentlige og private virksomheder over hele landet. Dermed retter Solar Skolens kurser sig fremadrettet også mod administration og ledelse og giver mulighed for fleksibilitet i forhold til valget mellem onlinetræning og traditionelle fysiske kurser.

    Tidsbesparende arbejdsgange skaber større arbejdsglæde

    Ideen er at hjælpe kunderne med at øge konkurrenceevnen og højne effektiviteten gennem bedre udnyttelse af IT-programmer og inddragelse af ny teknologi.

    – Tidsbesparende arbejdsgange frigør vigtige ressourcer for alle organisationer uanset størrelse og sikrer større arbejdsglæde blandt medarbejderne, som vil føle, at arbejdsdagen bliver både sjovere og lettere. Rigtig mange udnytter kun en brøkdel af de funktioner, der eksisterer i programmerne. Derfor er udgangspunktet for al undervisning målrettede kompetencemålinger forud for kurserne, som viser den enkelte medarbejder eller afdelings præcise behov, så vi kan skræddersy kurset derefter, forklarer uddannelseschef Karsten Dehler.

    – I stedet for at IT skaber frustration blandt medarbejdere, ønsker vi at klæde dem på til at spare tid og besvær ved at udnytte de relevante programmer og enheder optimalt. Eksempelvis når virksomhedsdata skal analyseres og rapporteres ved hjælp af Excel, eller når værdigevinsten ved at energioptimere sin bolig skal synliggøres via Solars egenudviklede Blue Energy-app.

    – Synergien op mod Solar Skolens professionelle produkttræning er oplagt. Vores dygtige instruktører træner i forvejen skolens kursister i brug af de nyeste produkter og lovpligtige fagkurser. Med overtagelsen af IT Learning LAB vil vi fremover kunne servicere hele organisationens kursusbehov, når vi er ude hos vores kunder – kort sagt: værdiskabelse fra leder til montør, pointerer uddannelseschef Karsten Dehler.

    Solar A/S er et børsnoteret selskab og blandt Nordeuropas førende sourcing- og servicevirksomheder primært inden for el-, vvs- og ventilationsteknologi. Solar tilbyder både produkter, viden og løsninger. Solar-koncernen, der har hovedsæde i Vejen, havde i 2014 en omsætning på ca. 10,3 mia. kroner og beskæftiger i dag omkring 3.000 medarbejdere. Solar er noteret på Nasdaq Copenhagen med kortnavn SOLAR B og har været børsnoteret siden 1953. Flere oplysninger kan findes på: www.solar.eu Info om Solar Skolen kan findes på: www.solar.dk/menu/solar+skolen

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4245498

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **