Mand ligger i koma efter knivstik i brystet på diskotek


Arkivfoto


En mand er i koma, efter at han blev stukket ned på et diskotek i Herning sent lørdag aften.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Herning Folkeblad. I alt blev tre mænd stukket ned på diskoteket Dansebar & Einstein. Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 23.42.

– Den ene mand er ramt i brystet. Han ligger i koma nu. Det, jeg kan sige, er, at hans tilstand er stabil, siger vagtchef Anders Olesen til avisen.

Politiet kan ikke oplyse, om manden er i eller uden for livsfare. Den ene af de to andre blev stukket i lysken og den sidste fik overfladiske skrammer. De er alle fra lokalområdet.

Tre mænd, der mistænkes for at stå bag, er blevet anholdt i løbet af natten. To blev anholdt i Slagelse klokken tre natten til søndag, mens den sidste blev anholdt klokken 4.30 i Vejle.

De mistænkte, der mellem 27 og 30 år, sigtes alle for drabsforsøg og skal søndag fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Viborg, hvor de vil blive krævet varetægtsfængslet, skriver Ekstra Bladet.

/ritzau/