Dreng fik kniv for halsen og tvunget på knæ: Herefter fik han tæsk med baseball-bat


Arkivfoto


Lokalpolitiet i Svendborg kom for halvanden uge siden i besiddelse af en video, der har floreret på et socialt medie.

I videoen sås en dreng der med en kniv mod halsen blev truet til at sætte sig på knæ.

Herefter blev han overdænget med slag og spark i hoved og på krop.

Han blev også slået flere gange med et baseball-bat.

Voldshandlingen foregik under åben himmel og i mørke.

Videoen var filmet af én af voldsmændene.

Efter intensiv efterforskning af lokale betjente fra Fyns Politi i Svendborg, lykkedes det at identificere offeret, som en 14-årig dreng.

Det lykkedes også at identificere de fire gerningsmænd, hvoraf de tre er 16 år og én er 17 år.

Alle er fra Svendborg-området.

De fire gerningsmænd blev i går anholdt forskellige steder på Fyn, sigtet og afhørt til sagen med assistance fra de sociale myndigheder.

Særdeles grov sag
”Der er tale om en helt enestående, rå og afstumpet adfærd i sagen her, hvorfor vi igangsatte en særlig hurtig og effektiv efterforskning”, siger politikommissær Lars Chr. Thede, der tilføjer, at sagen ikke blev anmeldt til politiet på gerningstidspunktet, der menes at være i slutningen af januar i år. ”Af hensyn til offeret kan vi ikke udtale os nærmere om motivet til voldshandlingen, men offeret er ikke et tilfældigt offer”.

De fire gerningspersoner har erkendt forholdet.

Da den ene gerningsmand ligeledes har delt videoen af voldshandlingen på et socialt medie, indgår en mulig overtrædelse af straffelovens § 264d også i sagen.

Sagen afventer nu et retsligt efterspil.

Da videoen stadig kan florere på sociale medier, anbefaler Fyns Politi på det kraftigste, at man ikke deler videoen videre, hvis man støder på den.