Strike: Far og søn dømt for vold


(Modelfoto)


Den 13. august 2016 var en 23-årig mand og hans venner til et bowling-arrangement i Kolding. I forbindelse med bowlingen blev den 23-årige så fuld, at han glemte at aflevere sine bowlingsko.

Da den 23-årige mand og hans venner senere tog ned i byen, opdagede manden, at han havde glemt at aflevere skoene. Han besluttede sig for at lave lidt sjov ud af det, hvorfor han gik rundt til tilfældige folk i byen og spurgte, om de ville købe nogle billige sko.

Hen mod kl. et om natten kom den 23-årige forbi Mørchs kælder, hvor han henvendte sig til en pige og spurgte, om hun ikke ville købe de billige sko. Pigen reagerede tilsyneladende ved at udbryde noget i retning af: ”skal du kalde mig billig?”. Straks herefter kom pigens 27-årige kæreste og han reagerede resolut ved at slå den skosælgende mand to gange i hovedet med knyttet hånd.

Herefter forsøgte flere dørmænd at holde fast i den 27-årige. Imens dette skete kom den 27-åriges far, en 50-årig mand, til stedet. Faderen gik hen og nikkede den skosælgende mand en skalle, hvorefter dørmændene også forsøgte at fjerne faderen fra stedet.

Under tumulten lykkedes det dørmændene at få den 27-årige mand lagt ned på jorden. Imens den 27-årige søn lå på jorden med en dørmand oven på sig, kom den 50-årige far tilbage og sparkede dørmanden i hovedet.

Både far og søn blev herefter anholdt af politiet. Under turen til politistationen kaldte den 50-årige far desuden politiet for ”bøsserøve”, ”homo” og ”svans”.

Den 27-årige år søn blev idømt 40 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. Den 50-årige far blev idømt 70 dages ubetinget fængsel. I forhold til faderen lagde retten vægt på, at volden blandt andet var udøvet mod en dørmand, der i kraft af sit arbejde er særligt udsat for vold.

Både far og søn udbad sig betænkningstid i forhold til anke.