Cyklist forsøgte at undslippe bøde


AARHUS: En ung cyklist cyklede over for rødt lys, og med udsigt til en bøde så nægtede han at oplyse navn og fødselsdato – det endte med at han blev anholdt.

En 21-årig mand troede, at han havde fundet en smart fidus til at slippe for en bøde, da han søndag morgen kl. 08.58 blev taget på fersk gerning i at cykle over for rødt igennem et fodgængerfelt i krydset Frederiks Allé/Vester Allé i Aarhus.

Den unge mand nægtede stædigt at oplyse navn og adresse til betjenten, trods adskillige advarsler om konsekvensen ved at nægte. Til sidst blev han da også anholdt og taget med på stationen.

Her oplyste den 21-årige ret hurtigt sit navn og meddelte, at han havde troet, at han kunne slippe for bøden, hvis han ikke afslørede, hvem han var – men den gik ikke.

Mange har hjemmestrikkede ideer om reglerne, men der er rent faktisk en lov som pålægger enhver at oplyse navn, adresse og fødselsdato. Det er Retsplejelovens § 750
hvor i der står følgende:

“Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale sig. Enhver er dog pligtig på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdato til politiet. Undladelse heraf straffes med bøde.”