Fanger havde sauna, sex og kæmpe-tv i rædselsfængsel i Mexico


    Arkivfoto.

    Nogle af de indsatte i et mexicansk fængsel, hvor 49 personer blev dræbt i et fangeopgør sidste uge, har levet under luksuriøse forhold bag tremmerne.

    Myndighederne har blandt andet fundet store fladskærms-tv’er, akvarier og mobile saunaer efter at have gennemgået fængslet. To chefer i Topo Chico-fængslet i byen Nuevo Leon er blevet anholdt og sigtes for ikke at have holdt et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau.

    LÆS OGSÅ: Så brutale er klodens 10 værste fængsler
    Samtidig venter der en retssag for en fængselsbetjent, som skød og dræbte en indsat under torsdagens blodige opgør.

    Gennemgangen af fængslet har vist, at lederen af narkokartellet Los Zetas, Ivan Hernandez Cantu eller “El Credo”, havde en dobbeltseng i sin celle, et stort tv og et luksusbad, oplyser statsanklageren i Nuevo Leon.

    – Da angrebet fandt sted, var en kvinde sammen med ham, siger statsanklager Roberto Flores.

    Myndighederne mener, at opgøret skyldtes en magtkamp mellem Hernandez Cantu og Juan Pedro Zaldivar Farias, et andet højtstående medlem af Los Zetas.

    Størstedelen af ofrene blev stukket ihjel eller banket med kæppe af andre indsatte.

    Myndighederne har beslaglagt moderne ventilationsanlæg, minikøleskabe, fjernsyn, akvarier og mobile saunaer fra forskellige områder i fængslet, lyder det i en meddelelse fra regeringen i delstaten.

    Men det var ikke kun selve cellerne, der var blevet gjort mere behagelige at leve i.

    Fængslet havde også madboder, små supermarkeder og endda en bar, som blev drevet af de indsatte.

    Ifølge delstatsregeringen har politiet nu overtaget kontrollen i fængslet og “sat en stopper for det selvstyre, som ledere af organiserede kriminelle udøvede”.

    – Det er slut med alle privilegier, siger delstatens sikkerhedschef, Cuauhtemoc Antunez.

    Der var 3800 indsatte i fængslet, da fangerne gik amok. Det er 35 procent flere, end der er kapacitet til.

    Dagen efter massakren fandt man massevis af hjemmelavede knive, hammere og stoffer bag fængselsmurene.

    /ritzau/AFP