31-årig mand er sigtet for vold med døden til følge

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholdt fredag eftermiddag en 31-årig mand fra Nakskov, der sigtes for vold med døden til følge mod en 32-årig kvinde.

Voldsepisoden skete på en adresse i Nakskov. Den sigtede vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved med krav om varetægtsfængsling.

- Der forestår stadig en del undersøgelsesarbejde i sagen, og derfor kan vi ikke oplyse nærmere af hensyn til efterforskningen, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, der er efterforskningsleder på sagen.

Politiet har ikke yderligere kommentarer for nu.