Befrielse af fange koster seks mænd over to års fængsel


    Arkivfoto


    Det koster seks mænd mellem to år og ti måneder og tre år og ti måneders fængsel hver for at have deltaget i en fangeflugt ved et sygehus i Nykøbing Falster i september sidste år.

    Det har Retten i Nykøbing torsdag afgjort, skriver Folketidende.

    Fem af mændene, der er mellem 22 og 27 år, var med til i at befri fangen. Enkelte af dem var bevæbnede med pistol og peberspray.

    Fangen, der er den 33-årige Sami Jamal Shihab Obaid, skulle i behandling på sygehuset. Han er idømt tre et halvt års fængsel samt udvisning for flugten.

    Han afsonede en dom for indsmugling af store mængder hash, da han blev befriet.

    Under fangeflugten tvang de bevæbnede mænd to fængselsfunktionærer fra Storstrøm Fængsel væk fra en fangetransport, hvor den indsatte sad.

    Herefter kunne gerningsmændene flygte fra sygehuset i en grå Mercedes med fangen som passagerer og med retning mod Farø, der er en lille ø mellem Sjælland og Falster.

    Episoden udløste en omfattende menneskejagt, hvor flere broer blandt andet blev lukket under eftersøgningen af fangen og de bevæbnede mænd.

    Den 33-årige fange blev under et døgn efter flugten fundet og anholdt under en ransagning af en bil på Amager i København, hvor han var skjult i bagagerummet.

    De øvrige mænd blev løbende anholdt umiddelbart under flugten og nogle måneder frem.

    De fem dømte havde forskellige roller under fangeflugten.

    25-årige Mohammad Al-Zamel talte i telefon med fangen dagen inden flugten. Ifølge anklageren var det ham, der planlagde flugten, skriver Folketidende.

    Han får to år og ti måneders fængsel samt udvisning.

    Den 24-årige Nikolaj Frydendal Steffensen brugte pebersprayen og skjulte fangen hos sin mor i Nørre Alslev. Han kørte efterfølgende med fangen til Amager.

    Desuden blev dømt for blandt andet våbenbesiddelse, hæleri og for at have kørt i påvirket tilstand. Det koster ham tre år og ti måneders fængsel.

    Den anden, der deltog i selve befrielsen, var 27-årige Asim Mazhar Mirza, der truede med en pistol. Han blev i retten idømt to år og ti måneders fængsel.

    Ifølge politiet er de to medlem af Gremium. Retten imødekom dog ikke anklagerens ønske om, at de skulle have forbud mod at opholde sig i rockergruppens klubhus efter endt afsoning, skriver Folketidende.

    22-årige Sejf Tahsin Al-Abedi, der havde en mindre rolle ved befrielsen, blev idømt tre års fængsel.

    Den sidste dømte, den 27-årige Arkan Saad, deltog også i flugten på anden vis. Men han blev desuden fundet skyldig i at besidde cirka et halvt kilo hash med henblik på videreoverdragelse.

    Han får tre års fængsel samt udvisning.

    Alle seks ankede på stedet.

    /ritzau/