FCK-fans angrebet med sten før europæisk kamp i Ukraine


    Arkivfoto


    FC København-fans er torsdag blevet udsat for stenkast i bus på vej mod stadion forud for en kamp mod Dynamo Kiev.

    Det skriver B.T., der har modtaget et foto, der viser en smadret busrude.

    FCK’s pressechef, Jes Mortensen, bekræfter, at der er blevet kastet sten efter mindst en bus før duellen mellem de to klubber i Europa Leagues gruppespil.

    Ifølge B.T. har i alt fem busser kørt de danske tilskuere frem til stadion under stort politiopbud. Avisen skriver, at omkring 500 FCK-fans er til stede under kampen i Ukraines hovedstad.

    FCK har indledt gruppespillet med en 1-0-sejr over FC Lugano, inden det blev 1-1 ude mod Malmö FF. Både FCK og Dynamo Kiev havde fire point før torsdagens opgør, der blev fløjtet i klokken 21.

    De danske gæster kom foran tidligt i opgøret og fører 1-0 ved pausen af kampen, der klokken 21.50 ikke er færdigspillet.

    /ritzau/