PRM / Ny finansieringsaftale skal drive vækst og grøn omstilling i DLG

    Pressemeddelelse fra DLG Group

    DLG-koncernen har tegnet en ny koncerndækkende kreditfacilitet på 1,1 mia. euro. Aftalen er indgået med danske, tyske og internationale banker.  Den nye kreditfacilitet dækker hele DLG-koncernen og løber i tre år med mulighed for forlængelse i to år. Koncernens succesfulde arbejde med at forbedre sine finansielle nøgletal, de forretningsmæssige resultater samt det strategiske fokus på bl.a. bæredygtighed resulterede i en særdeles stor interesse fra bankernes side, da den nye kreditfacilitet skulle etableres.

    “Vi er stolte af den interesse og tillid, bankerne har vist til vores forretning og til vores strategi. Vi har gennem de seneste år leveret solide resultater og forbedret vores finansielle nøgletal. Det har muliggjort den nye finansieringsaftale, som er forudsætningen for, at vi kan investere i fremtidens forretning og vækst,” siger Christina Nielsen, Group CFO.

    Det er en af DLG-koncernens strategiske ambitioner at kommercialisere fremtidens bæredygtige løsninger. For at fremme det strategiske arbejde med bæredygtighed og sikre, at der leveres på ambitionen om at bringe fremtidens mere bæredygtige løsninger til kunderne, er der koblet tre centrale bæredygtighedsmål til aftalen.

    Hæver ambitionsniveauet for bæredygtighedsmål

    I forbindelse med den nye finansieringsaftale har DLG hævet ambitionsniveauet ved at være et af de første landbrugsselskaber i Europa til at inkludere et mål om, at de indirekte udledninger fra værdikæden (scope 3), i 2030 skal være reduceret med 30 %. Målet er valideret som værende i overensstemmelse med den seneste klimavidenskab og Paris-aftalen af FN-partnerskabet Science Based Targets Initiative.

    “Det var naturligt for os igen at koble finansieringsaftalen til vores bæredygtighedsmål og få målet for scope 3 med, fordi det udgør mere end 98 % af vores samlede klimaaftryk. Det er ved at fokusere på værdikæden, vi kan gøre den absolut største forskel i den grønne omstilling for vores kunder, ejere og omverden,” siger Christina Nielsen, Group CFO.

    Koblingen til bæredygtighed betyder, at renten på kreditfaciliteten kan justeres op og ned alt efter, hvordan DLG-koncernen leverer på målene. Det er to år siden DLG første gang tegnede en kreditfacilitet, der var koblet til ESG-mål.

    I processen med fastsættelse af bæredygtighedsmålene er DLG blevet rådgivet af bl.a. Rabobank.

    Christoph Fandrich, Managing Director – Senior Coverage Grains & Sugar i Rabobank, understreger vigtigheden af, at finansieringsaftalen er koblet til scope 3.  

    “Med denne nye bæredygtighedsforbundne finansieringsaftale indtager DLG igen en førende position inden for bæredygtig økonomi. Lånet er knyttet til DLG’s scope 3-emissioner, hvilket understreger virksomhedens forpligtelse til at skabe reel indflydelse i fødevare- og landbrugsvirksomhedens værdikæde. I Rabobank er vi stolte over at have hjulpet DLG med at strukturere en så ambitiøs bæredygtighedsforbundet facilitet,” siger Christoph Fandrich.

    Foruden målet for scope 3 fastholder DLG-koncernen målet om reduktion af CO2-udledningen fra koncernens egen produktion og logistik samt indirekte udledninger forårsaget af indkøbt energi (scope 1 og 2), som også var en del af finansieringsaftalen fra 2021.

    I den aftale var der også et mål om, at al soja, der importeres i koncernen, senest i 2025 skal være ansvarligt og verificeret afskovningsfrit produceret. Også på dette område hæves barren med den nye finansieringsaftale, som betyder, at koncernen fra 2025 desuden forpligter sig til at levere på ambitiøse retningslinjer fra Science Based Targets Initiative, den såkaldte FLAG-vejledning. Det sikrer i endnu højere grad, at der foruden afskovning også er fokus på andre sårbare naturområder, når DLG-koncernen importerer soja.

    Fakta: Science Based Targets Initiative FLAG-vejledning
    SBTi FLAG-vejledningen giver en fælles, robust, videnskabsbaseret forståelse af, hvor meget og hvor hurtigt en virksomhed skal reducere sine landrelaterede emissioner i overensstemmelse med Paris-aftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5°C. FLAG er en forkortelse for ‘Forest, Land, and Agriculture Guidelines’ (Retningslinjer for skov, jord og landbrug’).

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13739773?publisherId=13561420&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **