PRM / Dansk Kulturinstitut styrker sin indsats i Østeuropa: Nyt projektkontor på vej i Georgien

    Pressemeddelelse fra Dansk Kulturinstitut

    I Georgien er der meget på spil. Landet stræber efter at blive EU-kandidat, og i befolkningen er der en udbredt interesse for at nærme sig Europa og demokratiske værdier. Georgien er dog præget af intern politisk uro og mærker tydeligt både krigen i Ukraine og efterspillet fra krigen i 2008, hvor Rusland annekterede områderne Sydossetien og Abkhasien. Det er især landets civilsamfund, herunder den frie kunst- og kultursektor, som betaler prisen.

    Kulturel modstandskraft
    Dansk Kulturinstituts formål med at åbne et kontor i landet er derfor at styrke det georgiske civilsamfunds samfundsmæssige og kulturelle modstandskraft som svar på de politiske og sociale udfordringer i regionen. Hertil kommer en ambition om at styrke den kulturelle udveksling og samarbejde med Danmark, som der både er lokal interesse for og efterspørgsel på.

    Regional chef ved Dansk Kulturinstitut Henriette Borg Reinholdt om satsningen i Georgien:
    “Georgien står endnu engang ved en skillevej, hvor de har muligheden for at nærme sig det Europa, som de selv føler en stærk tilknytning til. Vejen er dog lang. Og her tror jeg på, at vi som kulturinstitut kan gøre en forskel, fordi det er i det kulturelle møde, at vi lærer hinanden rigtigt og fordomsfrit at kende. Vi er nu klar til at styrke vores indsats og åbner i starten af 2024 et nyt kontor med tre ansatte i hovedstaden. Interessen for at samarbejde med Danmark er stor, så vi ser frem til at komme rigtigt i gang.”

    Karismatisk kultur
    Georgisk kultur er rig. Især landets mad – og vinkultur er en lokal stolthed, men kunstscenen har også masser at byde på. I sommeren 2023 fik danskerne bl.a. et sjældent indblik i den georgiske billedkunstscene, da Louisiana præsenterede en udstilling med værker af Georgiens mest berømte kunstner Niko Pirosmani.

    Henriette Borg Reinholdt om Georgiens kulturscene:
    “Georgien har en distinkt og karismatiske kultur, som har virkelig meget at byde på. Georgierne selv er meget bevidste om deres unikke mad- og vinkultur og har stor fokus på bevarelse af deres kulturelle verdensarv. Samtidig er der også en tydelig strømning blandt kulturinstitutioner og kunstnere mod det europæiske og mod fornyelse. Vi ser frem til at skabe et endnu stærkere kulturelt bindeled mellem Georgien og Danmark, så vi kan få sat skub i mere kulturel udveksling.”

    Dansk Kulturinstitut søger projektkoordinator til Georgien
    Første skridt i etableringen af Dansk Kulturinstituts nye projektkontor er rekrutteringen af en projektkoordinator, som skal stå i spidsen for den lokale indsats. Udover projektkoordinatoren ansætter Dansk Kulturinstitut to lokale medarbejdere.

    Henriette Borg Reinholdt om den kommende projektkoordinator:
    “Vi søger lige nu en projektkoordinator, som har mod på at rykke til Tbilisi i starten af 2024. Vi leder efter en person med viden om den aktuelle politiske, sociale og kulturelle situation i de østlige naboskabslande, og en som brænder for at styrke Danmarks kulturelle udveksling med Georgien, et virkelig spændende og aktuelt land – både kulturelt og geopolitisk.”

    Kontakt:

    Presse – og kommunikationsrådgiver Anne Splittorff tlf.: +45 2636 5775 email: as@danishculture.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13739861?publisherId=13561470&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **