PRM / Lægeforeningen støtter fri abort til 18. graviditetsuge

    Pressemeddelelse fra Lægeforeningen

    Lægeforeningen har siden den danske abortlovgivning blev vedtaget i 1973 ubetinget støttet fri abort. Med den fornyede debat om abort og ugegrænse har Lægeforeningens bestyrelse på indstilling fra Etisk Udvalg i Lægeforeningen besluttet at vedtage en egentlig politik på området. Således støtter Lægeforeningen fri abort til 18. graviditetsuge, samt at 15-17-årige kan få abort uden forældres samtykke.

    “Adgang til abort er en grundlæggende sundhedsrettighed, og vi ønsker at forbedre kvinders selvbestemmelsesmuligheder i forhold til at få abort, herunder muligheden for at handle på resultaterne af fosterdiagnostiske undersøgelser. Derfor mener vi, at grænsen for den frie abort skal flyttes fra 12. til 18. graviditetsuge,” siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.

    “Når vi vedtager en politik, der sætter en grænse på 18. uge, er det fordi vi mener, at grænsen for den frie abort bør ligge tydeligt tidligere end det tidspunkt, hvor fostret er levedygtigt,” uddyber Camilla Rathcke.

    Lægeforeningens abortpolitik opfordrer til, at samfundet bør understøtte, at aborter foretages så tidligt som muligt i graviditeten og umiddelbart efter, at den gravide har besluttet at afbryde sin graviditet. Samt at der skal være en særlig indsats for at støtte unge og sårbare gravide, der vælger at få foretaget en abort. Ligeledes mener Lægeforeningen, at abortsamrådenes virke skal evalueres med henblik på konstellation og om deres virke er hensigtsmæssig.

    “Vi mener også – ligesom Det Etiske Råd – at gravide, der er fyldt 15 år, selvstændigt bør kunne afgive informeret samtykke til abort. Det giver mening set i lyset af, at 15 år både er den seksuelle lavalder, og at man selv kan afgive informeret samtykke til behandling, når man er 15 år,” uddyber Camilla Rathcke.

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationskonsulent Lisbet Vestergaard Marek email: lvm@dadl.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13738055?publisherId=13560841&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **