PRM / Fødevareministeren har netop lancereret verdens første handlingsplan for plantebaserede fødevarer

    Pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

    Med Aftale af grøn omstilling af dansk landbrug fra 2021 besluttede et bredt flertal i Folketinget, at der skulle udarbejdes en handlingsplan for plantebaserede fødevarer. Efter halvandet års arbejde har fødevareminister Jacob Jensen (V) netop lanceret regeringens nye handlingsplan for plantebaserede fødevarer. Det skete på Hotel- og Restaurantskolen i København med taler fra ministeren og direktør på skolen Anne-Birgitte Agger. Desuden var interessenter fra den plantebaserede værdikæde til stede til lanceringen.

    Handlingsplanen indeholder en række initiativer, der skal styrke den grønne omstilling af fødevare- og landbrugssektoren. Regeringen sætter med handlingsplanen retningen for hele den plantebaserede værdikæde fra landmand
    til forbruger. Handlingsplanen er skabt i dialog med interessenter på området med ambitionen om at udbrede sunde og klimavenlige fødevarer på de danske tallerkener og samtidig skabe en førende dansk plantebaseret fødevareproduktion til spisebordene i resten af verden.       

    Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V):

    “Det er med stor glæde og ikke mindst stolthed, at jeg på vegne af regeringen i dag kan præsentere handlingsplanen for plantebaserede fødevarer. Der hersker ingen tvivl om, at en mere planterig kost – i tråd med De Officielle Kostråd – er med til at nedbringe vores klimaaftryk. Vi har brug for handlingsplanen, der viser, hvordan vi kan understøtte hele den plantebaserede værdikæde og herved bidrage til den nødvendige omstilling. Produktionen af plantebaserede fødevarer er i øvrigt også en unik mulighed for at øge den danske fødevareeksport og tage førertrøjen på området. Med denne handlingsplan har regeringen dermed sat retning for den fortsatte udvikling af landbrugs- og fødevaresektoren.”

    Læs handlingsplanen for plantebaserede fødevarer her.

    Fakta:

    • Handlingsplanen er et initiativ fra Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug af 4. oktober 2021.
    • Plantebaserede fødevarer er identificeret som et fremtidigt vækstområde, hvor nye indtjenings- og jobmuligheder går hånd i hånd med hensyn til miljø, klima og sundhed.
    • Cirka 30 forskellige interessenter har givet input til arbejdet i form af en række skriftlige bidrag og deltagelse i følgegruppemøder. Der er endvidere udarbejdet to analyser.
    • Handlingsplanen har en bred forståelse af plantebaserede fødevarer: Alle fødevarer, der er fremstillet af planter samt spiselige svampe, alger og gavnlige mikroorganismer.
    • Handlingsplanen giver et overblik over en række initiativer, der styrker plantebaserede fødevarer i hele værdikæden, herunder fonde og tilskudsordninger, rådgivning af start-ups, udvikling af plantebaserede efter- og videreuddannelser samt initiativer til at tiltrække investeringer og styrke dansk plantebaseret eksport.
    • Undersøgelser viser, at der er en stigende efterspørgsel på plantebaserede fødevarer i både Danmark og udlandet. En markedsfremskrivning fra Københavns Universitet konkluderer, at sektoren for proteinrige plantebaserede fødevarer kan forvente en vækst på mellem fire og elleve pct. årligt frem mod 2030 i Danmark og på nærmarkederne, mens produktionen af frugt og grønt vil være støt stigende.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13734694?publisherId=13560469&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **