Pressemeddelelse fra DI – Dansk Industri
SAS har netop præsenteret sin nye ejerkreds. Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport uddyber:
– Et nyt ejerskab, hvor stater bliver minoritets- fremfor majoritetsejere, vil sikre SAS mod usaglig politisk indblanding. Det er lige præcis det, SAS har brug for på rejsen til at blive et levedygtigt flyselskab. Jeg er meget optimistisk for SAS’ fremtid, siger Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport.
– Politikere er gode til politik, men de er ikke gode til selskabsdrift, og det har SAS til tider lidt under. For mens andre flyselskaber kom godt ud af covid-19-nedlukningen, så har det været langt sværere for SAS at komme ovenpå igen, og det skyldes blandt andet statslig indblanding, siger Karsten Lauritzen.
– Vi må huske, at det har enorm betydning for Danmark, at vi har et stort flyselskab, der bruger Københavns Lufthavn som international hub. Det betyder, at erhvervsfolk og ferierejsende kan komme direkte fra Danmark og ud i verden uden mellemlandinger, ligesom rejsende nemt kan komme hertil. Et stærkt SAS betyder en stærk luftfartsbranche, og det har stor betydning for hoteller, restauranter og andre dele af turismesektoren herhjemme, siger Karsten Lauritzen.
Kontakt:
For yderligere kontakt branchedirektør Karsten Lauritzen på tlf. 5218 5980 eller presserådgiver Ben Ron på tlf. 2830 5452.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **