PRM / CO2 som bæredygtigt råstof i fremtidens fødevareproduktion

    Pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden

    Fødevareusikkerhed er et stigende globalt problem. En nylig FN-ledet rapport viser, at mere end 250 mio. mennesker blev ramt af alvorlig hungersnød i løbet af 2022 – en stigning på 65 mio. sammenlignet med året før.

    For at modvirke denne udvikling er vi nødt til at etablere en bæredygtig, sikker og stabil fødevareproduktion, der kan brødføde en voksende verdensbefolkning.

    Med dette mål for øje er Bill & Melinda Gates Foundation og Novo Nordisk Fonden gået sammen om at støtte et nyt konsortium, der vil anvende CO2 til at producere proteiner, der kan anvendes i fødevarer til mennesker.

    Konsortiet forener viden og ekspertise fra Novozymes A/S og Topsoe A/S, to førende virksomheder inden for henholdsvis bioteknologi og kemiteknik, Washington University i St. Louis, USA, og Novo Nordisk Foundation CO2 Research Center (CORC) ved Aarhus Universitet. I alt udgør den samlede finansiering fra de to fonde op til 200 mio. kr.

    “Ved at udnytte CO2 til fødevareproduktion uden at anvende landbrugsjord til formålet imødegår dette ambitiøse konsortium to af vores største globale udfordringer: at levere næringsrige fødevarer til en voksende verdensbefolkning og samtidig afbøde klimaforandringerne. Initiativet har potentiale til at være det første skridt mod en ny bioøkonomi, der kan skabe en mere bæredygtig, sikker og stabil fødevareproduktion, som samtidig mindsker belastningen af naturens ressourcer,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden.

    Et alternativ til animalsk protein
    Den bagvedliggende idé er at finde en mere bæredygtig måde at producere proteiner gennem fermentering – en metode, som gennem årtusinder har været anvendt til fødevareproduktion.

    Ved hjælp af biologiske og elektrokemiske processer vil konsortiepartnerne forarbejde CO2 og omdanne det til acetat, dvs. eddike – en velkendt substans, der allerede findes i de mikroorganismer, der anvendes til fermentering. Acetatet kan derefter bruges til at producere proteiner, der kan anvendes direkte i fødevarer til mennesker.

    Ved at skabe alternativer til animalsk protein kan vi reducere behovet for at producere kød og mælkeprodukter, som belaster vores naturressourcer gennem de jordarealer, der afsættes til dyrene, og de afgrøder, der dyrkes til deres foder. Når acetat, der stammer fra CO2, bliver tilsat direkte i fermenteringsprocessen, vil det desuden eliminere behovet for at anvende sukker, som lige nu udgør en stor del af fermenteringsprocessen. Dette vil frigøre betydelige landbrugsarealer, der i øjeblikket anvendes til sukkerproduktion.

    Ved at omdanne CO2 til acetat og bruge det til at producere proteiner til fødevarer vil vi således kunne afkoble en del af vores fødevareproduktion fra landbrugsarealer og give plads til øget biodiversitet. Dette vil udgøre et vigtigt bidrag til et mere bæredygtigt samfund.

    Udnyttelse af eksisterende produktionsfaciliteter
    Det første mål for konsortiet er at optimere og evaluere tre potentielle produktionsteknologier og modne dem. Målet er at løfte alle teknologier til demonstrationsniveau (TRL 6 eller derover) inden for to år.

    Konsortiepartnerne råder over flere relevante produktionsteknologier og -faciliteter, som gør det muligt for dem at udnytte eksisterende infrastruktur til at verificere og skalere de nye udviklinger, der forventes at komme ud af samarbejdet. Det giver en fantastisk mulighed for at skabe synergi på tværs af de forskellige teknologier, som er en del af samarbejdet, og det gør det muligt at fremskynde opskaleringsprocessen betydeligt.

    “Vi har i nogen tid kendt til mulighederne for effektivt at omdanne simple råmaterialer til proteinkilder til menneskeføde ved at anvende bioteknologiske løsninger. Med dette program bliver det muligt at udvikle en helt klimaneutral måde at omdanne CO2 til protein uden at anvende jord, vand og gødning. Jeg er begejstret og stolt over, at vi kan bidrage med teknologi og viden, som gør denne omstilling mulig – det rummer et enormt potentiale for, at biosolutions kan være med til at løse verdens store problemer,” siger Claus Crone Fuglsang, Chief Science Officer i Novozymes A/S.

    Gavnligt for lav- og mellemindkomstlande
    Når de teknologier, der udvikles af konsortiet, er skaleret op til produktion, kan de skabe et paradigmeskifte i vores tilgang til fødevaresikkerhed, særligt i lav- og mellemindkomstlande. Det anslås, at disse teknologier vil kunne producere nok protein til mere end 1 mia. mennesker hvert år, hvilket vil skabe en stabil kilde af ernæringsrig mad for mennesker, der bor i områder med begrænsede muligheder for konventionelt landbrug.

    Et vigtigt mål for de to fonde er at sikre, at teknologierne bliver udbredt globalt og er tilgængelige til en overkommelig pris i lande, hvor de kan gøre mest gavn. Dette sikres gennem aftaler om global tilgængelighed (global access) med konsortiepartnerne.

    “Teknologierne, der bliver udviklet i konsortiet, har et stort potentiale for at skabe fødevaresikkerhed på globalt plan, særligt i lav- og mellemindkomstlande. Derfor er det meget vigtigt, at teknologierne kan blive udrullet i de dele af verden, der kan få bedst gavn af dem, og at dette sker til en fair pris. Det har vi sikret os gennem konstruktionen af konsortiet,” siger Mads Krogsgaard Thomsen afslutningsvis.

    Finansiering og konsortiepartnere
    De to fonde finansierer hver halvdelen af aktiviteterne i konsortiet. Bill & Melinda Gates Foundation finansierer aktiviteterne hos Novozymes A/S og Washington University i St. Louis, mens Novo Nordisk Fonden støtter aktiviteterne hos Topsoe A/S og Novo Nordisk Foundation CO2 Research Center (CORC) ved Aarhus Universitet.

    Det samlede finansieringsbudget er på op til 200 mio. kr. over en toårig periode. Hvis arbejdet i konsortiet er succesfuldt, vil det være muligt at fortsætte støtten til senere faser af projektet, hvor teknologierne kan modnes yderligere.

    Kontakt:

    Senior Communications Partner Sabina Askholm Larsen email: sla@novo.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13695050&publisherId=12648792&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **