PRM / En halv milliard kroner til ny havnaturfond skal understøtte naturgenopretning på havet

    Pressemeddelelse fra Miljøministeriet

    Regeringen og partierne SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet har netop indgået aftale om udbudsrammer for 6 GW havvind og Energiø Bornholm. Aftalen følger op på Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 og sikrer dermed en massiv udbygning af havvind frem mod 2030.

    Med aftalen sætter regeringen og aftalepartierne turbo på udbygningen af vedvarende energi på havet. Det skal ske på en måde, som sikrer investeringer i havnatur- og miljø samt i naturgenopretning. Derfor har partierne bag Grøn Fond (S, V, SF, RV, EL, og KF) besluttet at oprette en havnaturfond, som skal bidrage til genopretning af havnatur og biodiversitet og til viden om miljø- og natureffekterne af udbygningen af vedvarende energi på havet.

    – Udbygningen af den vedvarende energi skal gå hånd i hånd med naturgenopretning og investering i vores natur og miljø. Derfor er jeg glad for, at vi nu sætter turbo på den grønne omstilling, samtidig med at vi afsætter en halv milliard til bl.a. at genoprette vores pressede havnatur. Det er der brug for. Den nye havnaturfond er et vigtigt skridt i retning af at skabe en bedre balance i vores havmiljø, siger miljøminister Magnus Heunicke.

    Der afsættes 500 mio. kr. fra Grøn Fond til en havnaturfond. Hvis der er merindtægter fra havvindudbuddene, øremærkes yderligere op til 350 mio. kr. til havnaturfonden.

    Fonden kan bidrage til naturgenopretning allerede fra 2024.

    Yderligere oplysninger:

    Presserådgiver Malena Chandrasekaran, tlf. 21 72 53 93.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/en-halv-milliard-kroner-til-ny-havnaturfond-skal-understotte-naturgenopretning-pa-havet?releaseId=13690690

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **