PRM / Ohøj! The Ocean Race er på vej mod Aarhus

    Pressemeddelelse fra Sport Event Denmark

    Mellem 29. maj og 8. juni kan de toptunede kapsejladsbåde i The Ocean Race opleves i Aarhus. Lige nu er de på vej over Atlanten fra Newport i USA. Aarhus er den første danske værtsby nogensinde, og de allersidste forberedelser er ved at falde på plads forud for 11 dages maritim folkefest på Havnepladsen i Aarhus. Blandt andet er en helt ny ø dukket op på Aarhus’ havneområde. Sustainability Island lægger grund til et hav af forskellige folkelige og lærerige oplevelser i forbindelse med The Ocean Race Stopover. Prøv-selv-aktiviteter, demonstrationsboder og informationsvejledere. Skoleklasser, familier, sejlsportsinteresserede og interesserede i al almindelighed får derfor mulighed for at få en ekstraordinær tur på havneområdet i de kommende uger.

    Store, internationale sportsevents er en stærk platform til at sætte fokus på forskellige agendaer. The Ocean Race har selv en meget klar agenda om maritim bæredygtighed. På topmøder under stopover i Aarhus er bæredygtighed derfor på dagsordenen. Der er planlagt både topmøder for forretningslivet og for ungdommen. Medierne får mulighed for at komme helt tæt på alle aktiviteterne.

    To rekorder på et døgn

    Turen over Atlanten har hidtil været flyvende for de forreste både i The Ocean Race, som på under et døgn hele to gange har slået den officielle rekord for kølbåde for flest sejlede sømil i løbet af 24 timer. Først slog team Holcim rekorden med hele 640,91 sømil, men den rekord holdt ikke mange timer, før Team Malizia kunne trumfe den med imponerende 641,08 sømil.

    Den pt. førende båd på strækningen mellem Newport og Aarhus, 11.th Hour Racing Team, har haft en anderledes dramatisk tur. Undervejs er båden med høj fart stødt ind i, hvad der sandsynligvis var et stort havdyr, og et besætningsmedlem fik en mindre hjernerystelse og en anden en skulderskade. Besætningen er dog fortsat ufortrødent og ligger fortsat i spidsen.

    Der er fortsat rigtig god vind på ruten, og det bliver spændende hen over weekenden at følge, præcist hvor hurtigt bådene når Aarhus. Det kan man blandt andet gøre på en live tracker på The Ocean Races officielle hjemmeside.

    I forbindelse med de mange store, internationale sejlsportsevents, har Aarhus arbejdet tæt sammen med Sport Event Denmark.

    Aarhus har i samarbejde med Sport Event Denmark de seneste årtier udmærket sig ved at være vært for mange internationale sejlsportsevents. Listen er lang og omfatter europamesterskaber og verdensmesterskaber i Soling, Yngling, 505, Laser/Laser Radial, 470, 49, 49 FX og Nacra17. Derudover kan byen se tilbage på en succesfuld afvikling af verdensmesterskabet for alle olympiske bådklasser i 2018, en såkaldt fly-by under sidste udgave af The Ocean Race i 2018, SailGP i 2021 og EM for tre olympiske bådklasser i juli 2022.

    “The Ocean Race Stopover Aarhus bliver den største event i Aarhus i 2023. Vi oplever en stor opbakning fra sejlmiljøet, de mange frivillige hænder har været i gang længe og vi står nu med et fantastisk havneområde til den maritime folkefest. Vi glæder os til at skabe en fantastisk og inspirerende oplevelse for både deltagere, tilrejsende gæster og byens borgere. Sammen med stærke samarbejdspartnere som Sport Event Denmark og vores Stopover Presenting Partner Trifork er vi klar til at byde The Ocean Race velkommen til Aarhus,” siger Charlotte Kirk Elkjær, Stopover Director for The Ocean Race Aarhus 2023. “Hvor bliver det godt endelig at kunne byde The Ocean Race velkommen til Aarhus! Vi er alle så klar til at vise, hvordan vi i Danmark iscenesætter en folkefest, der både hylder sejlsporten og maritim ansvarlighed. I Aarhus er der skabt ikke mindre end en hel ø, Sustainability Island, hvor grøn omstilling er i centrum. Vi har alle en forpligtelse til at fokusere på grøn omstilling. Sport Event Denmark forsøger at bidrage med de læringer, vi i samarbejde med forbund og værtsbyer gør os ved de mange, store internationale sportevents i Danmark,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

    Fakta om The Ocean Race:
    Siden 1973 har topatleter sejlet jorden rundt i det race, som tidligere hed Whitbread Round the World Race og Volvo Ocean Race. Aarhus er det første danske stopover i racets 50-årige historie.

    To forskellige bådklasser stævnede ud i Alicante. Fem besætninger i IMOCA-klassen, og seks besætninger i VO65-klassen. IMOCA-klassen tager turen jorden rundt, mens VO65-klassen deltager i den nystiftede The Ocean Race VO65 Sprint Cup, som omfatter etaperne Alicante til Kap Verde, Aarhus til Haag og Haag til Genova.

    • Sailing Aarhus og Aarhus Internationale Sejlsportscenter er centrale partnere i projektet.
    • Blandt de offentlige partnere er Aarhus Kommune, Sport Event Denmark og Region Midtjylland.
    • Den Aarhus-baserede IT-virksomhed Trifork er officiel Stopover Presenting Partner.
    • Salling Fondene støtter folkefesten.
    • Ruten i denne udgave besøger fire kontinenter fordelt over ni byer:
    • Alicante, Spanien
    • Kap Verde
    • Cape Town, Sydafrika
    • Itajai, Brasilien
    • Newport, USA
    • Aarhus, Danmark
    • Kiel, Tyskland (Fly-by)
    • Haag, Holland
    • Genova, Italien

    Emil Midé Erichsen om bæredygtighed under The Ocean Race – YouTube

    Medieakkreditering:

    Link: https://rb.gy/stbw4

    Med en akkreditering får I som medie adgang til pressecenter, fotobåde, pressekonferencer og til særlige små, koncentrerede sessioner i pressecentret. Vi tilbyder både varm kaffe, vand og wi-fi undervejs ð???

    Kontakt:

    Senior kommunikationskonsulent Eline Andersen tlf.: +45 51 22 53 85 email: ea@sporteventdenmark.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13684202&publisherId=13561315&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **