PRM / Grønt blink på vejene skaber falsk tryghed

    Pressemeddelelse fra Reddernes Fagforening

    I påsken kom det frem, at regeringen vil gøre det muligt for frivillige reddere at bruge grønt blink i trafikken. En ordning, der umiddelbart lyder som et kvikt fix i en tid, hvor der i randområder kan være lang ventetid på en ambulance. Men løsningen skaber endnu større kaos og utryghed, og den er dybt kritisabel, fastslår Kim Volder Hammershøj, formand for Reddernes Fagforening.

    “For uanset, hvor sympatisk tanken end lyder at lade frivillige løse akutte problemer, vækker det stor bekymring, at folk kommer til at køre rundt med grønne blink uden den fornødne uddannelse,” understreger han.


    Grønne blink på taget kan koste menneskeliv i trafikken
    Normalt forventer vi, at når vi ringer 112, møder vi uddannet personale i tjenesten. Mennesker, der gennem uddannelse, kan holdes personligt ansvarlig for deres vurderinger og handlinger. Herunder også i trafikken.

    “Helt konkret kan der opstå et utal af situationer, der sætter andre trafikanter i fare. Hvem har ansvaret, hvis en frivillig med grønt blink på taget suser uansvarligt gennem trafikken, så fru Larsen pludselig skal trække ind til siden og kommer til at køre en mor med en barnevogn ihjel? Vi kan i forvejen se, at deltidsbrandfolk og andre frivillige kører alt for stærkt, når de rykker ud via 112. Det er derfor vores vurdering, at trafiksituationen vil blive endnu mere utryg for de øvrige trafikanter, hvis man giver de frivillige grønne blink” siger Kim Volder Hammershøj.

    I kølvandet på de mange akutordninger rejser der sig et hav af spørgsmål om ansvar og borgersikkerhed. Ikke mindst ved fejlbehandling, men også om deling af personfølsomme oplysninger og hvem man lukker ind i sit hjem. Er det din nabo eller nabos nabo? Og hvor står borgeren og den frivillige, hvis der har fundet et konkret tyveri eller identitetstyveri sted?

    Kim Volder Hammershøj mener, det bør diskuteres, om de frivillige er klar til stå personlig ansvarlig for den lange række af ansvarsområder, som de professionelle gør og er uddannet til at håndtere.


    Hvem tager ansvaret, når det går galt?

    Kim Volder Hammershøj har fuld forståelse for, at politikerne har brug for befolkningens engagement og fristelsen til at gribe til grønne blink i mangel af bedre. Han vil gerne have en hjerteløberordning, hvor de bliver kaldt ud til konstateret hjertestop, men uden brug af grønne eller blå blink.

    “Brug ambulancerne til de akutsyge! Så kan politifolk, brandvæsen og ambulancetjenesten, der alle har den fornødne uddannelse vurdere den aktuelle situation, give den mest kyndige behandling og skabe ro og orden både for den enkelte akutsyge og andre borgere i en kaotisk trafikal situation,” understreger Kim Volder Hammershøj.

    Kontakt:

    Formand Kim Volder Hammershøj email: formand@reddernesfagforening.dk

    For interview med formand Kim Volder Hammershøj kontakt enten direkte eller ring til REDDERNES FAGFORENING på telefon 21633601 eller mail kommunikation@reddernesfagforening.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gront-blink-pa-vejene-skaber-falsk-tryghed?releaseId=13677261

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **