PRM / Fredensborg Kommune indgår partnerskab om innovative velfærdsløsninger sammen med Nordic Health Lab

    Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune

    Udfordringerne på ældre- og sundhedsområdet er store. Men heldigvis er der mange private virksomheder, der udvikler innovative løsninger, som kan være med til at løse udfordringerne. For at finde frem til de bedste og mest effektive løsninger, har Fredensborg Kommune derfor indgået et partnerskab med Nordic Health Lab (NHL).

    “NHL bygger bro mellem private virksomheder, hospitaler og kommuner, så de sammen kan afprøve, om virksomhedernes innovative løsninger også fungerer i praksis og giver de ønskede resultater. Samtidig har vi som kommune mulighed for at lufte vores behov og ønsker overfor virksomhederne, så de kan udvikle et eventuelt nyt marked for deres løsninger”, siger udvalgsformand Louise Mehnke, og fortsætter:

    “For os som kommune er det afgørende, at vi kan manøvrere sikkert på et komplekst marked, og at vi kun investerer vores penge og arbejdstid i de løsninger og produkter, som passer til vores behov og muligheder. At vi samtidig kan styrke organisationen og udvikle medarbejdernes kompetencer, er naturligvis et ekstra plus og motiverende for os”.

    Administrerende direktør for Nordic Health Lab, Jesper Juel-Helwig, uddyber baggrunden for partnerskabet:

    “Vi har et klart fokus på, at innovation skal have konkret effekt for både borgere, medarbejdere og virksomheder. Derfor er det helt afgørende, at vi skaber en fælles platform, hvor virksomhederne kan indgå i et aktivt og tillidsfuldt samarbejde med både kommuner og hospitaler, og på den måde udvikle værdiskabende løsninger. Derfor er jeg også glad for, at Fredensborg Kommune er med til at gå forrest med opgaven om at etablere et stærkt fællesskab med øvrige kommuner. Ligesom vi også har med flere hospitaler på tværs af regioner”.

    NHL er en nonprofit og fondsstøttet organisation, der matcher kommercielle aktører og vidensinstitutioner med det offentlige sundhedssystem gennem formaliserede netværk af partnerhospitaler på tværs af regioner og to partnerkommuner (Fredensborg og Allerød). Missionen er at accelerere innovative sundhedsløsninger til gavn for patienter, borgere, sundhedsvæsenet og virksomheder.

    Kontakt:

    Udvalgsformand Louise Mehnke (A) tlf. 51 23 22 51
    Kommunikationschef, Parastou Booyash (NHL) tlf. 93 93 53 96

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fredensborg-kommune-indgar-partnerskab-om-innovative-velfaerdslosninger-sammen-med-nordic-health-lab?releaseId=13673598

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **