PRM / Når kunsten hjælper: TUBA modtager kreativ donation fra kunstneren THEZINKER

    Pressemeddelelse fra TUBA

    Det sker sommetider, at private donerer et flot beløb til TUBA, men det er ikke hver dag, at TUBA modtager en donation gennem køb et kunstværk. Det er kunstneren Kim Michael, som arbejder under kunstnernavnet THEZINKER, der står bag ideen. For hvert solgte kunstværk donerer han USD 1.001 af salgsprisen til en velgørende organisation efter kundens eget valg. I dette tilfælde faldt valget på TUBA.

    “Med donationen til TUBA ønsker vi at hjælpe unge – og unge voksne – der er vokset op i et hjem med alt for meget alkohol eller anden misbrug. Det er så vigtigt at få den rette hjælp og støtte i ungdommen og det tidlige voksenliv, og derfor synes vi at valget af donation til TUBA, er det helt rigtige for os,” siger Markus, der sammen med sin kæreste, har købt et maleri af THEZINKER og besluttet at donere de USD 1.001 til TUBA.

    Parret bor til dagligt på Amager, hvor også maleriet skal hænge.

    “Vi har ikke kun fået et superflot og interessant maleri til stuen, men vi har også fået mulighed for at give noget videre via kunsten,” fortæller Markus om sit køb og donation.

    Markus håber på sigt, at alle unge ramt af misbrug i familien kan få muligheden for hjælp, når de i løbet af livet finder styrken i dem selv til at turde række ud efter den. “Alt for mange kæmper hver dag en tung kamp alene med konsekvenserne af deres forældres alkoholmisbrug,” siger Markus.

    “I TUBA er vi taknemmelige for alle donationer, der kommer vores vej. Vi er utrolig stolte over, at køberen har valgt os, og vi håber, at andre vil lade sig inspirere af den kreative måde at donere til godgørende formål på, som nu har fundet vej til os,” siger landsleder i TUBA Kåre Skarsholm.


    Kunst, der nytter

    Indtil videre har THEZINKER støttet 50 forskellige godgørende projekter gennem sin kunst og kreative måde at donere på. Sidst blev en flok unge i alkoholbehandling sendt på fisketur til stor succes – en fisketur, der ellers ikke havde været råd til, men som en donation hurtig kunne sætte i værk.

    “Det betyder meget lidt for mig, når jeg for eksempel sælger et maleri for at trække USD 1.001 fra, fordi kunden vælger at donere dem til jer, fordi kunden synes, at I taler til ham. Det, der er vigtigt, er, at støtte der, hvor man kan – og gennem min kunst og måde at donere på, vil jeg gerne være med til at inspirere andre til at gøre det samme, eller i det mindste tænke over, hvor og hvordan de kan hjælpe til,” siger Kim Michael, der holder til og har atelier og galleri i Roskilde.

    “I virkeligheden prøver jeg bare at bruge det, som jeg er god til, til at inspirere andre til at lukke deres hjerte op, men også til at få pengene op af lommen – for det er jo det, det handler om,” tilføjer Kim Michael.

    “Det gode ved at bruge kunsten er, at så har du en genstand, som du kan kigge på og blive mindet om, at du har givet til et godt formål. Den, der glæde ved at give noget til andre, kommer tusinde gange hjem igen. Jeg vil gerne bruge min kunst til at være med til at gøre godt rundt omkring i verden, og det her er så bare en lille start,” siger Kim Michael.

    Kontakt:

    Kommunikationsmedarbejder Sofie Kousgaard tlf.: 28808105 email: sok@tuba.dk

    Chef for kommunikation og CSR i Blå Kors Danmark og TUBA Thomas Røddik Korneliussen tlf.: 26202046 email: trk@blaakors.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nar-kunsten-hjaelper-tuba-modtager-kreativ-donation-fra-kunstneren-thezinker?releaseId=13674567

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **