PRM / SYNERGI: Nye EU-energikrav til bygninger er et kvantespring frem for den grønne omstilling – og kan spare milliarder på danskernes energiregninger

    Pressemeddelelse fra Synergi

    I dag stemmer EU-Parlamentet om en revideret udgave af EU’s bygningsdirektiv (EPBD). Et centralt element i EPBD er de såkaldte Minimum Energy Performance Standards (MEPS), som bliver en stor omvæltning for bl.a. mange danskeres boligsituation, hvis direktivet bliver en realitet.

    Helt konkret skal parlamentet forholde sig til et forslag, der vil forbedre de mindst energieffektive og mest klimaskadelige bygninger, således at fx alle boliger i 2030 har minimum energimærke E og i 2033 minimum energimærke D. For offentlige og andre bygninger er kravet energimærke E i 2027 og D i 2030.

    Det er meget fornuftige forslag, mener SYNERGI-formand Bendt Bendtsen, der var EU-Parlamentets chefforhandler, da der senest blev forhandlet om EPBD i 2018.

    “Det er simpelthen utopi at tro, at EU kan nå sine klimamål uden at lade en regulær renoveringsbølge skylle ind over de sorteste, mindst energieffektive bygninger. Godt en tredjedel af EU’s CO2-udledning er knyttet til bygninger. Derfor haster det med at indføre nogle ambitiøse mål for, hvordan vi kan løfte bygningsmassen fra bunden af energimærkeskalaen, hvor energiforbruget er ca. 10 gange højere end i toppen. Det er netop, hvad EU-Parlamentet nu lægger op til at gøre, og det på en måde, som jeg vil karakterisere som et kvantespring i den rigtige retning for den grønne omstilling,” siger Bendt Bendtsen.

    Foruden et markant lavere energiforbrug rummer et revideret EPBD en række andre fordele. Energirenoveringer betyder en lavere energiregning – alene for danske boligejere kan MEPS ifølge beregninger fra SYNERGI medføre en årlig besparelse på et tocifret milliardbeløb.

    Derudover vil der være substantielle privat- og samfundsøkonomiske gevinster at hente gennem såkaldte “multiple benefits”, der bl.a. dækker over effekter af øget produktivitet og færre sygdomstilfælde gennem forbedrede boliger med sundere indeklima. Samtidig viser tal fra det velrenommerede Buildings Performance Institute Europe (BPIE), at MEPS på ambitionsniveauet i EU-Kommissionens REPowerEU-plan kan skære hele 17 pct. af EU’s udledning af drivhusgasser i 2030.

    “Energirenoveringer medfører en række positive afledte effekter foruden de åbenlyse fordele for klimaet og energiregningen: Bygningsdirektivet er også godt for forsyningssikkerheden og mindsker antallet af europæere ramt af energifattigdom, der ikke har råd til at betale deres energiregninger. Og så er det markant sundere at bo i en velrenoveret bolig med frisk luft og masser af lys. Derfor er det enormt vigtigt, at politikerne enes om et højt ambitionsniveau,” siger Bendt Bendtsen.

    Morten Helveg Petersen (Radikale Venstre og Renew) og Ciarán Cuffe (De Grønne) er to af nøglepersonerne i EU-Parlamentets interne forhandlinger om dets fælles holdning. Helveg-Petersen er sin gruppes forhandler på direktivet, mens Cuffe er parlamentets hovedforhandler. De er begge godt tilfredse med, at Parlamentet ventes at vedtage et ambitiøst EPBD og har sat barren højt i forhold til MEPS:

    “De ringe energistandarder i vores bygninger sponsorerer Putins krigsmaskine og koster borgerne alt for mange penge i energiregninger. Jeg er glad for, at det lykkedes at hæve ambitionerne, men der er stadig et stykke vej at gå, inden Europas bygninger er grønne nok. Nu skal medlemslandene acceptere, at energieffektivisering er en stor del af løsningen på tidens største udfordringer og komme op med finansieringsmodeller, der kan sætte energirenoveringen i gang,” siger Morten Helveg Petersen.

    Ciarán Cuffe supplerer:

    “Vi har indgået en ambitiøs aftale i parlamentet, der vil levere for mennesker og planeten. For første gang har vi indført obligatoriske minimumsstandarder for energiydelse, som skal nås af de bygninger, der spilder mest energi. Den tilgang vil hjælpe med at tackle energifattigdom, fordi det ofte er de fattigste mennesker, der bor i disse bygninger, som er mest påvirket af høje energiregninger. Når vi målretter mod disse bygninger, ønsker vi også at sikre, at beboerne er beskyttet mod fraflytning eller høje omkostninger – så vi har inkluderet social beskyttelse i aftalen. Vi er fast besluttet på at beskytte disse og andre resultater, vi har opnået i parlamentsforhandlingerne, når vi bevæger os mod afstemningen i Strasbourg og senere til forhandlingerne med medlemsstaterne.”

    Efter EU-Parlamentet senere i dag – formentlig – når til enighed om et fælles EPBD-forslag, skal der forhandles en endelig aftale hjem med EU’s ministerråd og EU-Kommissionen.

    De såkaldte trilogforhandlinger mellem EU-Parlamentet, EU’s ministerråd og EU-Kommissionen forventes at begynde i april. Et endeligt, revideret direktiv er formentlig klart i løbet af 2023.

    SYNERGIs bestyrelsesformand, Bendt Bendtsen, er til rådighed for yderligere kommentarer til medierne via am@synergiorg.dk eller 30 66 77 84.

    Fakta om EU’s bygningsdirektiv

    Bygningsmassen i EU tegner sig for 40 pct. af energiforbruget og mere end en tredjedel af CO2-udledningen. EU’s bygningsdirektiv, Energy Performance of Buildings Directive (EPBD), er derfor et vigtigt element i den grønne omstilling, da det har til formål at reducere unionens udledning af drivhusgasser og energiforbrug i bygninger. Det sker bl.a. gennem en række mål og krav til minimumsstandarder for bygningers energieffektivitet, grønne energikilder til opvarmning mm.

    EU-Parlamentet aktuelle forslag til et nyt direktiv er mere ambitiøst end EU-Kommissionen. Med Kommissionens forslag skal boliger fx have minimum energimærke F i 2030 og E i 2033 – altså et energimærkeniveau under det forslag, der er på bordet i Parlamentet. Ministerrådets forhandlingsposition er ikke helt så klar som de øvrige parter, men er den mindst ambitiøse.

    EPBD blev senest revideret i 2018. Dengang var SYNERGI’s bestyrelsesformand, Bendt Bendtsen, EU-Parlamentets chefforhandler. Læs mere om direktivet på EU-Kommissionens hjemmeside.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/synergi-nye-eu-energikrav-til-bygninger-er-et-kvantespring-frem-for-den-gronne-omstilling-og-kan-spare-milliarder-pa-danskernes-energiregninger?releaseId=13673500

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **