PRM / Syv Skole OL-ambassadører er rollemodeller for over 30.000 børn

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    Hvad har en 19-dobbelt danmarksmester i stangspring, en europamester i bowling og en landsholdsspiller i cricket tilfælles? Først og fremmest at de alle er blandt de udvalgte syv ambassadører for Skole OL 2023.

    Skole OL-ambassadørerne er rollemodeller for mere end 30.000 skoleelever og bakker hvert år børnene op ved at deltage i lokale idrætskonkurrencer i hele landet og i den store finale den 13.-16. juni 2023.

    “Vi er både glade og stolte over vores hold af Skole OL-ambassadører, som har sagt ja til at vise deres sport frem i børnehøjde og være ansigtet udadtil. Det er dygtige sportsudøvere, som viser børnene, at man kan, hvad man vil, hvis man gør sig umage og tør drømme. Og børnenes begejstring er kæmpestor, når de ser vores ambassadører demonstrere deres talenter, og når de oplever at blive bakket op af nogen, der konkurrerer på det niveau, som vores ambassadører gør,” siger projektleder på Skole OL, Janni Thrane.


    En chance for at få sporten ud til flere mennesker
    16-årige Isa Ansar er ambassadør for cricket, som er en ny sportsgren i Skole OL i år. Han spiller for ungdomslandsholdet og blev kåret som årets ungdomsspiller i Københavns Boldklub i 2021. Han er glad for at få chancen for at synliggøre sin sport for endnu flere børn og unge.

    “Cricket er jo ikke en stor sport i Danmark, men som ambassadør får jeg chancen for at nå ud til endnu flere mennesker og dele den begejstring, som jeg oplever ved cricket, med andre,” siger Isa Ansar, som har spillet cricket i seks år.

    Isa Ansar blev inspireret til at kaste sig over sporten af sin far, som selv var en stor cricketspiller i Pakistan. Han elsker cricket, som han dyrker, når han ikke har travlt med at passe sin gymnasiegang. Og hvis man spørger ham, hvorfor man skulle starte til cricket, er han ikke sen til at svare.

    “Man skal starte til cricket, hvis man søger en anderledes og udfordrende holdsport med stort fokus på disciplin og respekt for hinanden. Man kommer rigtig tæt på sine holdspillere og dem, man spiller imod. Men det allervigtigste, når man vælger en sport, er, at man spiller, fordi det giver en glæde,” siger Isa Ansar.

    I år kan eleverne til Skole OL prøve kræfter med atletik, bowling, bueskydning, dans, orienteringsløb, roning, triatlon og – som noget helt nyt – cricket samt combat archery.

    Skole OL er hele Danmarks olympiske aktivitet for skoleelever
    Skole OL er hele Danmarks officielle olympiske aktivitet for skoleelever i 0.-8. klasse og er funderet på de tre børneolympiske værdier: Fællesskab, Færdighed og Fairplay.

    Skole OL skaber mere idræt i skolerne og styrker fællesskabet i klasserne gennem mange forskellige sportsgrene til lokalstævner i hele landet. Og – hvis eleverne kvalificerer sig – til Skole OL-finalen i juni. I 2022 deltog 35.486 elever, 397 skoler, 100 idrætsforeninger og 79 kommuner.

    Danmarks Idrætsforbund (DIF) står bag Skole OL, som støttes af Nordea-fonden, TrygFonden, Billund Kommune og Ole Kirk’s Fond. Salling Group (repræsenteret ved Bilka) bidrager med et sponsorat til Skole OL. Herudover samarbejder Skole OL med flere specialforbund og kommuner.


    Faktaboks: Kort om Skole OL-ambassadørerne
    Syv ambassadører med flotte resultater inden for hver deres sport, har takket ja til rollen som Skole OL-ambassadører. De møder op til lokalstævner, overrækker præmier til finalen og giver i det hele taget deres opbakning til alle de glade børn, der dyster i netop deres sportsgren. Se alle ambassadørerne her:

    • Atletik: Caroline Bonde Holm – bl.a. 19 x danmarksmester og nr. 4 til EM 2022
    • Triatlon: Gustav Røn Buskov – bl.a. guld i ungdoms DM 2021 og sølv til NM 2022
    • Bowling: Megan Gales Dicay – bl.a. 4 x danmarksmester og europamester til EM 2017
    • Bueskydning: Nellie Emanuelsen – bl.a. guld til ungdoms DM 2023
    • Dans: Errol Williamson – bl.a. 9 x danmarksmester og nr. 5 til VM 2022
      Orienteringsløb: Jakob Ekhard Edsen – bl.a. 6 x danmarksmester og bronze til VM Sprint Stafet 2018
    • Cricket: Isa Ansar – bl.a. spiller for ungdomslandsholdet, årets ungdomsspiller i KB 20

      Skolerne kan stadig nå at tilmelde sig Skole OL på www.skoleol.dk.

    Kontaktinformation

    • Janni Thrane, projektleder på Skole OL, tlf. 28 86 84 02
    • Anja Ravn Heerwagen, kommunikationsansvarlig for Skole OL, tlf. 21 94 27 98

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/syv-skole-ol-ambassadorer-er-rollemodeller-for-over-30000-born?releaseId=13673502

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **