PRM / Mathias ‘Zanka’ Jørgensen bliver ny UNICEF-ambassadør

    Pressemeddelelse fra UNICEF Danmark

    Mathias ‘Zanka’ Jørgensen og UNICEF Danmark har i flere år haft mange fælles hjertesager, og nu formaliseres samarbejdet i et ambassadørskab, hvor ‘Zanka’ særligt vil have fokus på børns rettigheder inden for fodbold som psykoterapeutisk redskab, forældretab og antidiskrimination.

    Mangeårig fodboldfavorit med værdierne i orden
    Siden han var tre år, har Mathias ‘Zanka’ Jørgensen spillet fodbold og elsket sammenholdet og venskaberne, som sporten gav ham. Da han som 12-årig mistede sin far, oplevede han for alvor værdien af det sociale miljø og den opbakning og støtte, som han fandt i sin lokale fodboldklub. ‘Zanka’ har således oplevet på egen krop, hvordan fodbold ikke blot kan skabe vigtige fællesskaber og venskaber for livet, men også give en pause fra bekymringer og et frirum fra en svær hverdag.

    “For mig er børns rettigheder afgørende – både på og uden for banen. Børns rettigheder skal respekteres, og deres følelser skal tages alvorligt. Som ambassadør for UNICEF glæder jeg mig til at bruge min stemme og position til at være med til at støtte børn, som befinder sig i svære situationer,” fortæller Mathias ‘Zanka’ Jørgensen.

    Sport er et vigtigt redskab for at hjælpe udsatte børn
    Hos UNICEF arbejder man aktivt med sport, og særlig fodbold, som et vigtigt redskab til at hjælpe børn i svære og udsatte situationer. Alle børn har brug for at lege og være en del af fællesskaber, og gennem fodbold kan børn finde tilbage til en følelse af et normalt børneliv – selv i flygtningelejre. Derfor prioriterer UNICEF også at sende fodbolde og andre sportsredskaber til børn i krisesituationer og katastrofer, fx til børnene, som er ofre for krigen i Ukraine.

    “Det er en stor glæde for UNICEF at kunne byde Mathias ‘Zanka’ Jørgensen velkommen ombord i rettighedsarbejdet for børn. Mathias har på egen krop mærket, hvordan fodbold kan have en helende effekt i svære situationer. Samtidig er Mathias en vigtig og værdifuld stemme i samtalen om at miste en forælder og den sorg og de mange følelser, der følger med,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

    Fælles i kampen mod diskrimination
    Her i UNICEF Danmark glæder vi os desuden til at stå endnu stærkere sammen i kampen mod diskrimination. ‘Zanka’ har flere gange sat fokus på diskriminationsproblemer som racisme og homofobi i fodboldens verden. FN’s Børnekonvention dikterer i artikel 2, at man ikke må diskriminere, og arbejdet mod diskrimination – både i Danmark og i resten af verden – er blandt UNICEFs primære indsatsområder. Alligevel oplever børn såvel som voksne i hele verden fortsat diskrimination hver dag.

    Mathias ‘Zanka’ bliver en del af UNICEF Danmarks ambassadørkorps, som allerede består af hans tidligere landsholdskammerat Joakim Mæhle, og herudover Cecilie Hother, Maria Jencel, Sofie Østergaard, Rasmus Brohave og Rasmus Kolbe.

    Kontakt:

    Senior Campaign Manager Lise Vejnø. Tlf. 61674566, mail: lvejno@unicef.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mathias-zanka-jorgensen-bliver-ny-unicef-ambassador?releaseId=13672806

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **