Pressemeddelelse fra PwC
På CBS er 47 % af de bachelorstuderende og 50 % af de kandidatstuderende kvinder. Alligevel går knap hver anden kandidatstuderende på en uddannelse, som er kønsdomineret. En kønsdomineret uddannelse er repræsenteret af minimum 60 % mænd eller kvinder. Derudover er andelen af kvinder på kvindedominerede kandidatuddannelser vokset fra 74 % i 2014 til 83 % i 2021, mens andelen af kvinder på mandsdominerede kandidatuddannelser er faldet fra 37 % til 31 % i samme periode.
“Vores analyse viser, at kønspolariseringen er blevet større, og at udviklingen med øget diversitet på de forskellige uddannelsesretninger går den forkerte vej. Det skaber en skæv talent-pipeline og vanskeliggør dermed virksomhedernes mulighed for at rekruttere unge talenter balanceret mellem mænd og kvinder,” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen, adm. direktør og Senior Partner i PwC.
Uddannelsesvalg efter køn
Analysen fra PwC og Axcelfuture viser, at uddannelser inden for mentale og relationelle forhold som fx Human Resource Management eller Interkulturelle Markedsstudier i højere grad tiltrækker kvinder, mens mænd er mere interesseret i matematisk funderede uddannelser som fx Revision eller Erhvervsøkonomi og matematik.
“Vores analyse viser, at de studerendes uddannelsesvalg i høj grad afhænger af køn, og at opdelingen af kvinde- og mandsdominerede uddannelsesretninger er mest tydelig på kandidatuddannelserne. Samtidig er der på både bachelor- og kandidatniveau en tendens til, at kønspolariseringen er blevet større over årene. Det kan give udfordringer for ligestillingen på ledelsesniveauet i dansk erhvervsliv, da de klart forretningsrettede uddannelser ofte er en forudsætning for at komme i betragtning til en stilling inden for ledelse,” siger cheføkonom Jens Hjarsbech fra Axcelfuture og henviser til, at det i analysen antages, at der er en sammenhæng mellem høj løn og ledelsesniveau.
Inden for de tre kandidatuddannelser Erhvervsøkonomi og erhvervsjura, Erhvervsøkonomi og matematik samt Revision er både antallet af studerende og andelen af kvinder faldet siden 2014. Andelen af kvinder er faldet fra 42 % til 38 % fra 2014 til 2021, mens det samlede antal af studerende er gået fra 1.550 til 1.170 personer i samme periode.
“I PwC er det netop disse uddannelser, som vi i særlig grad rekrutterer vores unge talenter fra. Vi ønsker at skabe større diversitet i vores organisation, og derfor er det en kontraproduktiv udvikling, at der er færre kvinder, der vælger disse uddannelsesretninger, da diversitet som bekendt giver en lang række positive effekter i en organisation på alle medarbejder- og ledelsesniveauer,” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen og fortsætter:
“Det er bl.a. nødvendigt med langt flere kvindelige rollemodeller i dansk erhvervsliv, som de yngre kan spejle sig i. Det vil forhåbentlig også få flere kvinder til at vælge de mere matematisk funderede uddannelser, da de i dag typisk er en forudsætning for, at man kan blive leder. Samtidig skal vi i erhvervslivet blive bedre til at rekruttere ledere fra andre uddannelser end de matematisk funderede,” siger Mogens Nørgaard Mogensen.
Skævhed i lønniveau efter endt kandidatuddannelse
Analysen viser desuden, at de kandidatuddannelser, der efter endt uddannelse udløser de højeste lønninger, er mandsdomineret. Mændene udgør således 66 %. Samtidig udgør kvinderne i gennemsnit 71 % af de studerende på de fem kandidatuddannelser fra CBS, som efter endt uddannelse modtager de laveste lønninger.
“Hele 2 ud af 3 studerende på de kandidatuddannelser, der efter endt uddannelse giver de højeste lønninger, er mænd. Derudover går udviklingen i kønsfordelingen den forkerte vej, og det er iøjnefaldende og tyder på, at der er behov for at sætte mere fokus på, om der er strukturelle barrierer for en mere ligelig kønsfordeling af uddannelsesvalg,” afslutter cheføkonom Jens Hjarsbech fra Axcelfuture.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/konsmaessig-skaevvridning-pa-cbs-uddannelser-haemmer-kvinders-mulighed-for-hoj-lon-og-giver-skaev-talent-pipeline-for-danske-virksomheder?releaseId=13672753
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **