PRM / Regeringen gør grøn omstilling nemmere for naturgas- og bionaturgasbranchen

    Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen

    Opgaver fra Arbejdstilsynet på gassikkerhedsområdet er i forbindelse med regeringsdannelsen blevet overført til Sikkerhedsstyrelsen.

    Sikkerhedsstyrelsen er ansvarlig for gassikkerhed i Danmark og varetager opgaver på gasanlæg, gasinstallationer, fx i boliger, og gasmateriel samt den gas, der indgår ved brug af gasanlæg, gasinstallationer og gasmateriel.

    Derimod har Arbejdstilsynet indtil nu haft ansvaret for sikkerhed i forbindelse med gasledninger og gasinstallationer til naturgas og bionaturgas på land frem til stikledninger og husinstallationer. Arbejdstilsynet har ligeledes haft ansvaret for godkendelser til konstruktion af transmissionsnettet og distributionsnettet til naturgas eller bionaturgas.

    Nu er ansvaret samlet i Sikkerhedsstyrelsen for at gøre det nemmere at være virksomhed og styrke indsatsen for og arbejdet med den grønne omstilling.

    – Fremover skal virksomhederne kun forholde sig til én myndighed, når det drejer sig om gassikkerhed. Og vi får samtidig samlet kompetencerne på gasområdet til gavn både for os som myndighed og for hele gassektoren i Danmark, der har en vigtig rolle i den grønne omstilling, siger Sikkerhedsstyrelsens direktør Maibrit Brandt.

    I den kommende tid skal der arbejdes konkret med overtagelsen af opgaverne fra Arbejdstilsynet og hvordan opgaver og medarbejdere bedst kan indgå i det nye, samlede gasområde hos Sikkerhedsstyrelsen.

    – Vi skal sørge for, at det bliver en god og smidig proces i et tæt samarbejde med Arbejdstilsynet og de nye medarbejdere i Sikkerhedsstyrelsen. Og så skal vi også arbejde for at opnå den størst mulige synergi med Sikkerhedsstyrelsens øvrige tilsynsopgaver, siger Maibrit Brandt.

    Kontakt:

    Sikkerhedsstyrelsens pressetelefon: 22 38 44 51

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regeringen-gor-gron-omstilling-nemmere-for-naturgas–og-bionaturgasbranchen?releaseId=13671441

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **