PRM / I fremtiden kan du røre ved musikken

    Pressemeddelelse fra Nationalmuseet

    Nu kan publikum snart høre klangen af hundreder af år gamle instrumenter. De skal få fornemmelsen af at spille på den spøjse, amøbeformede violino arpa eller på alle registre på den fascinerende glasharmonika. Kort sagt instrumenter, som du måske aldrig har hørt om eller, som er gået i glemmebogen.

    Der er mange veje til forståelsen for og oplevelsen af musik. Vi møder den alle i radioen, ved koncerten og som streaming. Men på musikmuseet har de noget helt særligt: En samling af unikke historiske instrumenter, som fortæller om musikkens historie. Det er en spændende vej til musikken, som vi gerne vil bidrage med støtte til. Vi glæder os til at følge formidlingen og kreativiteten“, siger Frank Rechendorff Møller, adm. dir. Augustinus Fonden.

    Tag hundreder år gamle instrumenter i hænderne – uden at røre

    “Når man ser et instrument, får man lyst til at spille på det. Sådan skal det også være, for vi skal ikke kun observere og kigge på historien. Vi skal kunne interagere med den, føle den og lege med den. Derfor er det så godt, at det nu bliver muligt med mere indlevelse og leg på Musikmuseet med nye tiltag, som skal supplere de udstillinger, der er i dag”, siger Rane Willerslev, der er direktør på Nationalmuseet, som Musikmuseet er en del af.

    Instrumenterne på Musikmuseet er udstillet i montrer, fordi de ikke ville overleve længe i hænderne på en skoleklasse. Med pilotprojektet udvikler og afprøver Musikmuseet sammen med samarbejdspartnere og museets brugere ideer til interaktive hands-on-installationer i udstillingen.

    Musikhistorien ud af boksen” bliver for alle aldersgrupper – men børn og unge er en særlig målgruppe for projektet. Vi ønsker at give vores publikum oplevelsen af, at de historiske musikinstrumenter bryder ud af montren, kommer til live i hænderne og genopstår som de originale klanggivere, de er skabt som“, siger Inga Paulsen Albertsen, programchef på Nationalmuseet, og fortsætter “det taktile er i højsædet i museumsverdenen. Derfor ønsker vi at udveksle viden og erfaringer med andre museer og musikinstitutioner“.

    Pilotprojektets resultater bliver Musikmuseets springbræt til at søge fondsstøtte til et flerårigt projekt, der skal videreføre arbejdet med at tilgængeliggøre Musikmuseets udstilling på en ny måde og sætte publikum først.

    Kontakt:

    Kommunikationsmedarbejder John Fhær Engedal Nissen email: jni@natmus.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/i-fremtiden-kan-du-rore-ved-musikken?releaseId=13669498

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **